
Rasmine og Cathrine Laudrup-Dufour tjener millioner

LÆS OGSÅ: Rasmine og Cathrine Laudrup-Dufour jubler: – Vi gjorde det!
Selv om hestesport er en dyr hobby, så har Rasmine og Cathrine Laudrup-Dufour forstået at omsætte den til klingende mønt.
Det kan ægteparret Cathrine, 32, og Rasmine Laudrup-Dufour, 30, skrive under på.
Det viser et dugfrisk regnskab fra Laudrup & Dufour ApS, som de ejer 50 procent af hver.
Regnskabet, der dækker 2023, viser en bruttofortjeneste på 5.182.260 kroner mod 3.889.402 kroner sidste år.
Selskabet, hvis formål er køb og salg af heste, undervisning og holde foredrag, har et overskud på tre millioner kroner før skat - hvilket er en million kroner mere end 2022.

Duoen udbetaler tilsammen lønninger på 1.730.588 kroner til selskabets fem ansatte. Det svarer til en månedsløn på 28.843 kroner, hvis alle ansatte får lige meget udbetalt.
Egenkapital i selskabet lyder på 5.865.373 kroner.

Gift to gange
Parret blev første gang gift i al hemmelighed i 2021, og sagde "ja" til hinanden for anden gang sidste år.
De to blev forlovet tilbage i 2020, efter at Rasmine Laudrup havde været en tur på knæ.
De to mødtes til et stort ridestævne i vinteren 2019, hvor Cathrine og Rasmine faldt i snak, hvorefter lynet slog ned.
- Vi kunne begge to mærke lige med det samme, at der var et eller andet specielt imellem os. En særlig øjenkontakt, en lyst til at være sammen, til at lære hinanden bedre at kende. Så vi begyndte at hænge ud sammen på ridestævnet, har Rasmine tidligere fortalt Femina.