Rasmus Bruun blev retraumatiseret, da han så "Forræder": - Jeg sad virkelig og svedte

LÆS OGSÅ: Eva Jin revser maden i ”Forræder”: - Det er sygt klamt
Skuespil, løgn og bedrag.
Hjernen kommer på overarbejde, når forræderne skal forsøge at forvirre de loyale til at stemme sig selv ud en efter en.
Der bliver hvisket i krogene, dannet alliancer og bagtalt for snurrende kameraer, så hele kan blive vist i bedste sendetid.
I podcasten ”Fanget af Forræder” fortæller Rasmus Bruun, at det ikke just var nogen fornøjelse at se det færdigklippede resultat på skærmen.
- Jeg har egentlig haft det udmærket efterfølgende, men da jeg lige så programmet igen, så blev jeg nærmest retraumatiseret. Jeg sad virkelig og svedte, og hjertet bankede også.
For et er, hvad han selv har oplevet på slottet – noget andet er, hvordan de andre har oplevet ham.
- Pludselig gik det op for mig: Gud, jeg skal jo også høre folk tale om mig bag min ryg, og det havde jeg jo ikke sådan lige tænkt på, men det er jo en ret stor del af konceptet som sådan.
”Orkesteret”-skuespilleren lægger ikke skjul på, at høre andre bagtale ham er noget af det værste, han kunne forestille sig.
- Man er direkte tilbage til folkeskolen, siger han og fortsætter:
- Man kommer ind i klasselokalet, og så hører man de to flotte piger tysse på hinanden: ”Shhh … Nu kommer han”, siger han.
Sarah Grünewald, som er den anden gæst i første afsnit af podcasten har også set programmet med en vis nervøsitet.
For humørbomben, som vi kender fra ”Vild med dans” beskriver sig selv som værende sindssyg inde på ”Forræder”-slottet.
- Det blev virkelig sådan et spil, og mennesker blev til brikker. Og det er bare meget langt fra mn natur at være sådan.
- Det var noget, jeg gik ind med lige fra start af. Det var også præmissen for mit vedkommende, og jeg har været lidt nervøs for at se mig selv være sindssyg.
Det lyder da også til at have været lidt af en forvandling fra den muntre ”Vild med dans”-vært til den Sarah, der tjekkede ind i ”Forræder”, for senere i udsendelsen giver hun en uforbeholden undskyldning.
- Ej, jeg var også ondskabsfuld og undskyld for den, jeg var derinde vil jeg ægte fra mit hjerte sige.