Rasmus Seebach køber villa til 39,75 millioner kroner
Tilbage i september kom det frem, at Rasmus Seebach havde købt en villa i Hellerup til et stort millionbeløb, men på det tidspunkt var det uklart, hvor meget sangeren egentlig havde betalt for sin nye bolig.
Nu tinglysningen af ejendommen er netop gået igennem, og af den fremgår det, at Seebach har givet 39,75 millioner kroner for sin nye ejendom.
Det skriver Boliga.dk.
Dermed er husets salgspris steget til mere end det dobbelte i forhold til, hvad det blev solgt for sidste gang, det var til salg.
I 2017 blev villaen nemlig solgt for 19 millioner kroner. Dengang var der tale om et håndværkertilbud.
Attraktivt område
Villaen tæller 392 kvadratmeter og ligger ganske tæt på Hellerup Kirke, Strandvejen og det eksklusive havneområde, hvor årtiets største hushandel sidste år gik igennem, da en villa skiftede ejere efter en handel til 70,5 millioner kroner.Indendøre tæller huset - i sin oprindelige form - en hall, flere store soveværelser, balkoner - og hele paletten af stuer; pejse-, opholds- og spisestue. Det oplyser Boliga.dk. Det vides dog ikke, hvad der præcis er blevet ændret ved huset siden sidste handel, da huset ikke har været udbudt offentligt til salg.
Artiklen fortsætter efter billedet
Her skal Seebach bo. (Foto: Google Maps)
Seebachs nye hjem ligger på en 1.300 kvm. stor grund en lille gåtur fra Strandvejen i Hellerup.
Udover boligarealet på 392 kvm, er der også kælder på hele 228 kvm.