Rasmus Seebach og Julie Teglhus sover hver for sig
LÆS OGSÅ: Babylykke: Rasmus Seebach skal være far igen
De har været sammen i 11 år og venter deres tredje barn. Derfor er der ikke meget kærestetid på tapetet hjemme hos Rasmus Seebach og Julie Teglhus.
Til Euroman afslører sangeren ifølge Her&Nu, at han og hans udkårne tilbringer nætterne adskilt.
Det er simpelthen for at få det hele til at gå op med børnene, Holger og Helmut på to og syv år.
– Det er en god måde at knytte et bånd til dem, og vi mærker trygheden, det giver dem, at vi ligger der, forklarer Rasmus Seebach, der skiftes med Julie Teglhus til at ligge sammen med hver søn om natten, når de sover.
Til magasinet fortæller han, at især Helmut karter rundt i sengen, så det ikke er sjældent, at drengens sengepartner får nikket en skalle eller bliver sparket i søvne.
Men det hører med til den hyggelige familiestund, mener Seebach.
Han og Julie Teglhus bliver senere på året forældre for tredje gang – denne gang til en lille pige. Hvornår hun er sat til at ankomme, har parret dog ikke løftet sløret for.