Rasmus Staghøj takker for opmærksomheden efter fyring
I tre stive sommeruger rejste han troligt rundt i Frankrig med TV 2-holdet og sendte ”Aftentour” med Lars Bak og forskellige gæster.
Her blev seerne klogere på dagens etape, danske vinderchancer og alt andet mellem bjerg og landevej.
Hvad Rasmus Staghøj eller, nogen andre på det tidspunkt ikke vidste, var, at pengemændene på tv-kanalen havde udset sig hans job som værende undværligt.
Derfor kom det som et chok for de fleste, da TV 2 den 10. oktober fyrede tv-værten på gråt papir og afsluttede ti års samarbejde med journalisten.
To uger senere har Rasmus Staghøj tilsyneladende slugt den overraskende pille, for på sin Instagram-profil takker han for den overvældende opmærksomhed, han har modtaget på den seneste tid.
Samtidig forklarer han, at fremtidsplanerne fortsat er få.
-Jeg vil tage mig god tid til at finde ud af, hvad jeg nu skal lave i mit arbejdsliv. Jeg skal lande rigtigt, så jeg sikrer, at de næste 10 år bliver lige så gode, som de seneste 10 år på TV 2. Måske kan jeg finde noget, der er lige så sjovt, som at kommentere Tour de France med Brian Nygaard og Chris Anker Sørensen, skriver Staghøj til et billedet, hvor han poserer med de omtalte ekskollegaer.
Beskeden om fyringen kom bag på tv-værten, som ikke lagde skjul på, at det gjorde ondt.
– Jeg er ked af det lige nu, for selv om jeg vidste, mit forår og min sommer skulle se anderledes i 2024, havde jeg ikke hverken troet eller håbet, at jeg skulle sige farvel allerede nu, skrev han på dagen for fyringen.
Privat danner 38-årige Rasmus Staghøj par med den et år yngre Katrine Hughes. Sammen har de sønnen Charlie på to år, som bliver snotforkælet for tiden, da far ikke har meget andet at lave.