Rasmus Tantholdt hastede til Syrien: - Vi skal hjem til jul

LÆS OGSÅ: Rasmus Tantholdt tilbage i Syrien: - Det er følelsesmæssigt overvældende

Mens de fleste danskere i disse dage får styr på juleforberedelserne, er Rasmus Tantholdt på arbejde i Syrien.

Da meldingen om Assad-regimets fald tikkede ind, strøg han direkte i lufthavnen og satte sig om bord på et fly, der førte ham til Damaskus.

Siden har han rapporteret om blandt andet folkefest i gaderne og om rædslerne i Sednaya-fængslet, som også går under navnet Slagtehuset.

Da SE og HØR forleden fangede TV 2-korrespondenten over telefonen, havde han endnu ikke booket en billet tilbage til Danmark.

Tantholdt forsikrede dog om, at han og fotografen Thøger Andersen ikke kommer til at tilbringe den 24. december i den mellemøstlige republik.

- Vi skal hjem til jul - det er helt sikkert, slog han fast.

Den garvede krigskorrespondent lagde ikke skjul på, at det er en følelsesmæssigt hård opgave, han er på lige nu.

Det kunne man som seer heller ikke undgå at bemærke, da han forleden viste rundt i Sednaya-fængslet, hvor tusindvis af syrere er blevet tortureret og slået ihjel.

- Jeg kunne mærke det, da jeg stod i slagtehuset. En ting er at høre om de ting, der sker og læse om det i Amnestys rapporter - en anden ting er at stå derinde og se de steder, de er blevet tortureret og dræbt, fortalte han.

Den gruopvækkende rundvisning begyndte ved muren udenfor, hvor galgerne stadig hang og flagrede efter hængninger, og sluttede ved ligpressen - en maskine, som har haft til formål at klemme mennesker ihjel. Eller slet og ret presse lig, så det fyldte mindre i massegravene.

Selv om han har rejst rundt i mange år og set alverdens død og ødelæggelser, kan det stadig krybe under huden på ham. For han er ikke et jernmenneske.

- Jeg synes, det er en følelsesmæssigt overvældende rejse at være på.

Bearbejder oplevelserne løbende

Han er afsted med sin mangeårige kollega tv-fotograf Thøger Andersen, og makkerparret har allerede set mange døde mennesker. Og selv om ligene er ilde tilredt efter tortur, bliver de i langt højere grad påvirket af de pårørende.

- Det værste er at se de efterladte, for man kan sagtens forestille sig, hvis det var en selv. Hvis det var ens eget familiemedlem, der var blevet tortureret ihjel.

- Det mest voldsomme er at se de efterladte håbe på, at de får nyt at vide om, hvad der er sket med deres pårørende. De får formentligt aldrig svar, fordi de bare er blevet smidt i en massegrav, forklarede han.

De mange år som krigskorrespondent har ikke gjort Rasmus distanceret og kold. Han lader følelserne få plads for at lave nærværende rapporteringer – selvfølgelig så vidt muligt uden at blive for berørt på skærmen.

Når Thøger slukker for kameraet, er de to venner og kolleger gode til at bruge hinanden til at bearbejde oplevelserne.

- Det et vigtigt at vise sine følelser hernede. Der er mange voksne mænd, der ikke går og viser sine følelser over for hinanden, men det gør vi. Da vi kom ud fra lighuset i går, var vi berørt, og det turde vi godt at vise over for hinanden, fortalte Rasmus og tilføjede:

- For hvis man holder det indvendigt, samler det sig og eksploderer på et tidspunkt.

Det har han prøvet tidligere efter en voldsom oplevelse under det arabiske forår i Alexandria i 2010. Det kan du læse mere om her.