Rasmus Tantholdt og Natasja Crone jubler: Sammen igen
Der er store smil at spore hos kendisparret Rasmus Tantholdt og Natasja Crone. Parret er netop blevet genforenet i Danmark, efter Rasmus Tantholdt har tilbragt de seneste 40 dage i Ukraine for at dække krigen.
- Det er bestemt godt at være tilbage på dansk jord. Det er rigtig, rigtig dejligt og en stor lettelse. Det er dejligt at være tilbage hos de mennesker, jeg elsker allermest. Og jeg har lige fået en masse dansk smørrebrød og en dåseøl, og det har jeg savnet. Og hende der har lavet det til mig, Natascha, har jeg også savnet, så det er skønt, fortæller en lettet Rasmus Tantholdt til SE og HØR.
Artiklen fortsætter under billedet...
Glæden var let at spore hos parret, der nu er genforenet herhjemme. Foto: Privat
Siden 2003 har Rasmus Tantholdt været TV 2 Nyhedernes korrespondent i konfliktområder, og han har således dukket sig for kugler i både Irak, Afghanistan og Syrien samt set folk dø af ebola i Afrika.
Senest har turen altså været til Ukraine, hvor han har været de seneste 40 dage. Det er det længste antal dage, han har været udsendt for TV 2:
- Det handler om, at jeg kunne jo ikke blive der resten af mit liv, og den her krig kan vare mange måneder eller måske år. Og jeg kunne se at der måske ikke bliver så meget fokus på hovedstaden Kiev hvor jeg har været, fordi russerne trækker nogle styrker væk. Så det var et godt tidspunkt med en pause, men det betyder ikke, at jeg ikke skal tilbage og arbejde videre, lyder det videre fra krigskorrespondenten.