Rasmus Tantholdt tilbage i Syrien: - Det er følelsesmæssigt overvældende

LÆS OGSÅ: Tantholdt tager sønnen med til verdens brændpunkter

Han er vant til at stryge direkte i lufthavnen med kort varsel, når han skal dække verdenshistoriske begivenheder fra alverdens brændpunkter.

Det var ingen undtagelse, da syriske oprørsgrupper forleden lykkedes med at vælte præsident Bashar Al-Assad, som flygtede i sikkerhed i Rusland.

Det gik så stærkt, at den garvede TV 2-korrespondent ikke nåede at forberede sig tilstrækkeligt mentalt på det syn, der mødte ham i Sednaya-fængslet, der af syrerne bliver kaldt slagtehuset.

Det fortæller han, da SE og HØR fanger ham over telefonen foran det syriske præsidentpalads.

- Jeg kunne mærke det, da jeg stod i slagtehuset. En ting er at høre om de ting, der sker, og at læse om det i Amnestys rapporter - en anden ting er at stå derinde og se de steder, hvor de er blevet tortureret og dræbt, fortæller han.

Det var en gruopvækkende rundvisning, Tantholdt gav TV 2’s seere, da han forleden besøgte det berygtede slagtehus.

Han begyndte ved muren udenfor, hvor reb stadig hang og flagrede efter hængninger af fanger. Senere tog han seerne med inden for, hvor fanger blev tvunget til at stå op og sove på meget lidt plads.

Sidst, men bestemt ikke mindst, viste han ligpressen frem. En maskine, som har haft til formål at klemme mennesker ihjel. Eller slet og ret presse lig, så det fyldte mindre i massegravene.

Selv om han har rejst rundt i mange år og set alverdens død og ødelæggelser, kan det stadig krybe under huden på Tantholdt. For han er ikke et jernmenneske, som han siger.

- Jeg synes, det er en følelsesmæssigt overvældende rejse at være på.

Han er af sted med sin mangeårige kollega, tv-fotograf Andreas Thøgersen, og makkerparret har allerede set mange døde mennesker. Og selv om ligene er ilde tilredt efter tortur, bliver de i langt højere grad påvirket af de pårørende.

- Det værste er at se de efterladte, for man kan sagtens forestille sig, hvis det var en selv. Hvis det var ens eget familiemedlem, der var blevet tortureret ihjel.

- Det mest voldsomme er at se de efterladte håbe på, at de får nyt at vide om, hvad der er sket med deres pårørende. De får formentligt aldrig svar, fordi de bare er blevet smidt i en massegrav, forklarer han.

Bearbejder det på stedet

De mange år som krigskorrespondent har ikke gjort Rasmus distanceret og kold. Han lader følelserne få plads for at lave nærværende rapporteringer – selvfølgelig så vidt muligt uden at blive for berørt på skærmen.

Når Andreas Thøgersen slukker for kameraet, er de to venner og kolleger gode til at bruge hinanden til at bearbejde oplevelserne.

- Det et vigtigt at vise sine følelser hernede. Der er mange voksne mænd, der ikke går og viser sine følelser over for hinanden, men det gør vi. Da vi kom ud fra lighuset i går, var vi berørt, og det turde vi godt at vise over for hinanden, fortæller Rasmus og tilføjer:

- For hvis man holder det indvendigt, samler det sig og eksploderer på et tidspunkt.

Det har han prøvet tidligere efter en voldsom oplevelse under det arabiske forår i Alexandria i 2010. Det kan du læse mere om her.