Rasmus Tantholdt tyr til selvtægt: Løb efter voldsmand
Natasja Crone og Rasmus Tantholdt var i går vidne til et overfald i København, da de var ude for at hygge sig.
Her fik en tilfældig mand en på snotten, imens han sad med sin partner på samme bar, hvor TV 2-parret befandt sig.
Det skriver Natasja Crone på sin Instagram.
"Fuldstændig ud af det blå dukker en gut op gående på fortovet. Idet han passerer parret slår han med knyttet næve ham lige i hovedet. Han siger ikke et ord hverken før eller efter slaget - og går videre som om, intet var hændt," skriver værten.
Selvom de fleste nok ville lade en voldsmand stikke af, så tog Rasmus Tantholdt sagen i egen hånd, da han sammen med to andre fulgte efter gerningsmanden.
Heldigvis endte det ikke i håndgemæng.
"Rasmus og to andre mænd fra baren løb efter ham typen med de vildfarne næver. Og fandt ham. Han var fuld som få og forholdsvist uforstående overfor det faktum, at han lige havde pandet en totalt tilfældig mand en på siden af hovedet. Det lykkedes ret mirakuløst Rasmus og de andre at få ham med tilbage til baren - uden fysisk ballade," skriver Crone.
Natasja Crone virker meget stolt af sin Rasmus, der bare ikke lod det passere, at han var vidne til et voldeligt overfald.
"Personligt blev jeg så glad for, at der var nogen, der gjorde noget. Jeg er helt med på, at man skal passe på med selvtægt - og generelt holde sig væk fra typer, der slår - men det var nu ret fint at opleve, at folk på ingen måde er ligeglade, når de er vidner til et fuldstændigt absurd og umotiveret overfald," skriver Crone.
Se hele opslaget nedenunder: