René Holten Poulsen viser sin kæreste frem på den røde løber
Tilbage i 2017 deltog René Holten Poulsen i "Vild med dans", og fredag var den 33-årige pagajkriger så tilbage i danseshowet – denne gang dog "kun" for at heppe på sin tidligere dansemakker Jenna Bagge, der denne sæson svinger hofterne med Joel Hyrland.
Med sig havde sportsmanden sin syv år yngre kæreste Birgitte Vangsaae, som han har dannet par med siden 2020, men først nu viser frem for fotograferne.
Nok gjorde de deres rød løber-debut forleden, så er de ganske etableret som par: Tilbage i januar lagde de 6 mio. kr. for en kæmpe villa i Ballerup, selv om parret ifølge deres egen Instagram-profil bor i Måløv.
Den tidligere OL-vinder fortalte tilbage i august til B.T., hvordan han mødte sin kæreste, der arbejder som sygeplejerske, gennem de sociale medier:
– Jeg så hende, og så skrev jeg til hende og spurgte, om vi ikke skulle mødes. Så gik vi en tur. Gik en tur mere, lavede noget mad, og så blev hun hængende, fortalte han dengang til mediet.