Kendte23. april 2022

Respekt for Tottenham: Christian Eriksen vil ikke juble

Det bliver en afdæmpet fejring, hvis danskeren scorer mod sin tidligere klub
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20180528_tsl_landsholdet_33-1.jpg
 Foto: Thomas Laursen

Lørdag skal Christian Eriksens klub Brentford møde storklubben Tottenham i Premier League.

Men hvis danskeren scorer et mål, kommer han nok ikke til at juble.

– Formentlig ikke, siger han – formentlig af respekt for sine gamle kollegaer.

Christian Eriksen ser mødet med de mange velkendte ansigter som noget særligt.

– Jeg kan ikke vente. Det bliver meget specielt, siger han ifølge Sky Sports.

– Først og fremmest handler det bare om at spille fodbold igen, men der er også små skridt på vejen mod målet. Jeg ser helt klart frem til lørdag, siger danskeren.

Også Tottenhams anfører, den franske målmand Hugo Lloris, glæder sig til at se Eriksen igen.

– Det er altid rart at se en tidligere holdkammerat, men endnu mere, når det er en, der har haft så stor betydning for klubben.

– Han tilbragte mere end seks år i klubben og gjorde det godt her. Vi havde det godt sammen som holdkammerater, og for de fleste af os er det første gang, at vi ser ham, efter hvad der skete i sommer, siger franskmanden til Tottenhams hjemmeside.

Med episoden i sommer refererer Hugo Lloris til Eriksens kollaps i Parken under EM-kampen mod Finland.

12. juni fik fynboen hjertestop, men blev genoplivet, før han blev kørt på Rigshospitalet i København. Kort tid efter fik han indopereret en pacemaker, og fremtiden på fodboldbanen var i over et halvt år uvis udadtil.

Men i januar meddelte Eriksen, at han ville genoptage karrieren. Kontrakten i Inter var blevet revet over, og i stedet skrev han under med danskerklubben Brentford.

Både på klubplan og på landsholdet har han siden haft stor succes, og han får også stor anerkendelse af Tottenhams rutinerede målmand, som har grimme minder fra sommerens kamp.

– Jeg kan huske, at jeg løb ind på mit værelse og tændte tv'et for at se nærmere på det. Det er et ubehageligt minde, men heldigvis har han det godt og er tilbage i fodbold.

– Det er vigtigt for ham, og det viser, hvor modig og stærk han er. Vi kan tale om den spiller, han er, men også om den mand, han er, lyder det fra Lloris.

Tottenhams spillere og cheftræner Antonio Conte, der var træner for Eriksen i Inter, har stået i kø for at sende lovord i danskerens retning før lørdagens kamp.

Sponsoreret indhold