Kendte13. september 2021

Restaurant Noma får tredje Michelin-stjerne

Noma får for første gang tre Michelin-stjerner ved annonceringen af årets Michelin-guide
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210913-205040-l-1920x1282we.jpg
 Foto: Thibault Savary/AFP/Ritzau Scanpix

Restaurant Noma i København har for første gang nogensinde fået tre michelinstjerner.

Det står klart efter mandagens afsløring af den nordiske michelinguide i Stavanger i Norge.

Dermed blev Noma mandagens store nyhed. Restauranten har på trods af gentagne forudsigelser om, at den ville få den tredje stjerne, holdt sig på to stjerner siden 2007.

Danmark har således to trestjernede michelinrestauranter. Den anden er Geranium, som i forvejen havde tre stjerner.

I en pressemeddelelse om de danske stjerner skriver Michelinguiden:

- Med et team og en kulinarisk oplevelse, der fremstår stærkere end nogensinde efter nedlukningerne, når Noma toppen af verdensgastronomien.

- Restaurantens tætte forbindelse til naturen og holistiske tilgang resulterer i kreative og komplekse retter baseret på usædvanlige, sæsonprægede ingredienser.

Der er kun omkring 130 restauranter i verden, som i øjeblikket har tre michelinstjerner.

René Redzepi, der står bag restauranten, var mødt frem ved mandagens michelinuddeling. Her takker han både nuværende og tidligere kolleger.

Mandagens michelinuddeling har også budt på en anden overraskelse. Nemlig at Restaurant Kong Hans Kælder i København for første gang er gået fra én til to michelinstjerner.

Kong Hans Kælder modtog den første stjerne i 1983 som den første restaurant i Danmark.

/ritzau/

Sponsoreret indhold