Kendte23. oktober 2021

Retsdokument: Baldwin var uvidende om ladt våben

Politi er fortsat i gang med at indhente beviser i efterforskning af dødelig hændelse på filmset i New Mexico
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/alec_baldwin_1.jpg
 (Foto: MEGA)

Skuespiller Alec Baldwin skulle have modtaget en ladt pistol fra en assisterende instruktør, uvidende om at rekvisit-våbnet kunne dræbe.

Kort efter skød og dræbte Baldwin den 42-årige filmfotograf Halyna Hutchins med et skud i brystet torsdag omkring klokken 13.50 lokal tid.

Det viser retsdokumenter ifølge nyhedsbureauet AP fredag lokal tid.

Den assisterende instruktør vidste heller ikke, at rekvisit-pistolen var skarpt ladt ifølge en ransagningskendelse, der er blevet indgivet ved en domstol i Santa Fe.

Han skulle ifølge nyhedsbureauet Reuters have råbt "koldt våben", da han gav pistolen til Baldwin. Det er et udtryk i filmbranchen for et våben, der ikke indeholder nogen former for ammunition.

Det fremgår også af dokumenterne, at instruktør Joel Souza, der stod bag Hutchins, blev ramt i skulderen under hændelsen, der foregik inde i en bygning ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Souza er blevet behandlet på hospitalet og udskrevet fredag.

Ransagningskendelsen blev fredag godkendt af en lokal dommer, så efterforskere kan indsamle bevismateriale på filmsettet i New Mexico, hvor skyderiet fandt sted.

Efterforskerne er blandt andet interesseret i Baldwins blodplettede kostume og pistolen som bevismateriale, skriver AP.

Efterforskerne vil også beslaglægge andre rekvisit-pistoler og ammunition, der er blevet brugt til optagelserne af westernfilmen "Rust", hvor Baldwin spiller hovedrollen.

Tidligere fredag kaldte Baldwin drabet en "tragisk ulykke". Efter skyderiet afgav skuespilleren forklaring på den lokale sherifs kontor.

Det er uklart af dokumenterne, hvor mange skud der blev affyret. Ifølge en fagforening i Hollywood var der tale om et enkelt skarpt skud.

Der er ikke rejst nogen sigtelser i sagen, og Baldwin har tilladelse til at rejse.

- Han er en fri mand, sagde sheriffens talsmand, Juan Rios, fredag lokal tid ifølge nyhedsbureauet AP.

Politiets efterforskning er stadig åben og fortsætter.

Sponsoreret indhold