Retsmediciners uhyggelige teori: Derfor døde både Gene Hackman og hustruen

LÆS OGSÅ: Chokerende nyt om Gene Hackman: Lå død i lang tid
Det er fortsat et mysterium, hvad der skete med hollywoodparret Gene Hackman og hustruen Betsy Arakawa, der blev fundet døde i deres milliondyre hjem i Santa Fe, New Mexico i sidste uge.
Nu kommer en respekteret retsmediciner dog med en uhyggelig teori, der kan forklare, hvordan både 95-årige Gene Hackman samt hans 65-årige hustru døde.
Det skriver People.
Retsmediciner dr. Michael Baden, der tidligere har arbejdet som chefretsmediciner i New York, vurderer, at Gene Hackman kan have fået et hjertetilfælde, hvorefter hans hustru på tragisk vis omkom, da hun forsøgte at hjælpe sin mand.

- Obduktionen viste, at han ingen skader havde. Der var intet kuldioxid. Og han havde – hvilket er den mest hyppige dødsårsag her i landet – alvorlige hjerteproblemer, problemer med kranspulsårerne og måske forhøjet blodtryk, udtaler Michael Baden ifølge People.
Michael Baden fremlægger en teori, hvor 95-årige Gene Hackman på tragisk vis fik et hjertetilfælde i parrets hjem, hvorefter 65-årige Betsy løb ud på badeværelset for at hente hans medicin. Det vil i så fald forklare, hvorfor parret blev fundet to forskellige steder i huset.
Fund på netop badeværelset understøtter også hans teori.

Ved liget af 65-årige Betsy Arakawa fandt man således flere receptpligtige piller, der lå spredt på badeværelsesgulvet. Ifølge dokumenter fra politiet var der tale om medicin, der bliver brugt til behandling af sygdomme i skjoldbruskkirtlen, blodtryksmedicin samt det smertestillende præparat Tylenol. Det er dog ikke kommet frem, om medicinen var udskrevet til 95-årige Hackman.
Retsmedicinerens teori er nu, at 65-årige Betsy Arakawa nåede ud på badeværelset, fik fat i medicinen, men på tragisk faldt og slog hovedet.
- Hun kan have slået sit hoved og fået en indre hjerneskade, der ikke er synlig udefra, eller en blødning inde i hjernen, siger retsmedicineren ifølge People.
Foruden Betsy Arakawa og Gene Hackman blev parrets ene schæferhund også fundet død. Hunden blev fundet i nærheden af Betsy Arakawas lig. Det er heller ikke blevet oplyst, hvordan hunden døde.
Retsmediciner Michael Baden mener, at der kan være en logisk forklaring på hundens død: Hvis hunden ikke havde adgang til vand i de ni dage, man formoder, at parret lå døde, ville hunden være død af tørst.
To andre hunde, der blev fundet i live i huset, kan have overlevet, fordi de netop havde adgang til vand.
Politiet i Santa Fe har tidligere oplyst, at Gene Hackmans indopererede pacemaker afgav dens sidste signal 17. februar. Med andre ord tyder det på, at han formentlig døde netop denne dag.
Der gik dog ni dage, før to viceværter opdagede ligene og slog alarm. Efterfølgende er både Gene Hackman og Betsy Arakawa blevet obduceret. De indledende svar konkluderer, at hverken Hackman eller hans hustru havde skader på kroppen. Prøverne viser heller ikke tegn på kuldioxid. Der mangler dog fortsat svar på flere prøver – blandt andet de toksikologiske prøver. De vil kunne vise, om parret havde spor af stoffer eller medicin i blodet, da de døde.