Retssagen mod A$AP Rocky er i gang: Rihannas kæreste risikerer 24 år bag tremmer
LÆS OGSÅ: Endelig: A$AP Rocky giver opdatering på Rihannas længe ventede album
Rihannas kæreste, rapperen A$AP Rocky, sidder lige nu på anklagebænken i Los Angeles tiltalt for forbrydelser, der kan sendte ham bag tremmer i op mod 24 år.
Rakim Mayers, som der står i rapperens pas, er anklaget for at have skudt efter sin tidligere ven A$AP Relli, hvis borgerlige navn er Terell Ephron med et halvautomatisk skydevåben i kølvandet på et ophedet skænderi uden for et hotel i Hollywood i november 2021.
Han nægter sig skyldig.
Ifølge The Washington Post blev Mayers tilbudt at indgå et forlig, der ville sende ham seks måneder i fængsel og give ham tre års prøveløsladelse samt 500 timers samfundstjeneste. Han takkede nej.
Rakim Mayers har dannet par med Fenty Beauty-skaberen Rihanna siden 2019. Hendes popularitet er så stor, at det har været diskuteret, om hendes blotte tilstedeværelse i retssalen ville kunne påvirke sagens udfald.
Ikke desto mindre mødte hun tidligere i dag, onsdag, op i retten i Los Angeles for at støtte sin kæreste.
Om tre uger falder dommen.
I værste fald skal Rihanna og deres to børn, RZA Athelston og Riot Rose, undvære deres mand og far i op til 24 år.
Det er ikke første gang, A$AP Rocky er på kant med loven. I 2019 blev han anholdt i den svenske hovedstad Stockholm og anklaget for sammen med sine venner at have overfaldet en 19-årig mand.
Sagen trak overskrifter i verdenspressen, men selv om han dengang blev kendt skyldig, slap han for straf. Offeret fik tilkendt en erstatning på 12.500 kr.