"Rigtige Mænd"-René med godt nyt om sønnen: Udskrevet efter blodprop i hjernen
Der venter lille Feliks en omgang træning af både sprog og håndbevægelser, når nu han sammen med sin familie – herunder faren René Pehrson – endelig er vendt hjem fra indlæggelserne i både Aarhus og Aalborg.
Det skriver hans far gennem sin Instagram-profil, hvor han løbende opdaterer sine følgere på Feliks vej tilbage.
Den treårige søn blev for lidt over to uger siden ramt af en blodprop i hjernen. Og det tog naturligvis hårdt på hele familien.
– Vi vidste ikke, om vi ville miste ham. Vi fik besked om, at han nok aldrig ville kunne gå igen eller snakke. Det var vores største sorg, fortalte en berørt René Pehrson til BILLED-BLADET.
Kan ikke beskrives
Nordjyden René Pehrson, som mange danskere nok husker fra programmet ”Rigtige Mænd” på DR, samt hans hustru, Jannie Møller Pehrson, frygtede det værste, men kan nu glædeligt fortælle, at de er hjemvendt med sønnen Feliks.
Og det har efter chokket og bekymringerne været en rørende oplevelse.
– Ååh det kan slet ikke beskrives med ord, den følelse at gå ned af sygehusgangen, med Feliks og alle vores ting, skriver han i et opslag, før han fortsætter, og blandt andet takker det dygtige sygeplejepersonale.
– Jeg var så lettet og fyldt af lykke, at jeg ikke kunne holde tårerne inde.
Overfor BT fortæller TV-kendissen, at det ikke kun er ham selv, der synes, at Feliks er ”lidt af en supermand”. Også personalet på hospitalet kaldte det for et lille mirakel, at han kom sig så flot i løbet af de 13 dages indlæggelse.
– Han har det faktisk rigtig godt. Han har mistet lidt syn, og han har mistet lidt førlighed i højre arm, men det træner vi godt og grundigt. Og så har han mistet talen, men der kommer et nyt ord hver dag. De sagde dernede, at vi nok skulle forvente, at han aldrig kom til at gå igen, men han løber rundt, fortæller René til avisen.