
Robert Downeys vilde ungdom: - Jeg tog stoffer med far

LÆS OGSÅ: Robert Downey Jr. fremviser nøgent look
Det er ikke meget rust, der har sat sig på Ironman. For efter Robert Downey Jr. fredag 4. april fyldte 60 år, er det ikke tydeligt, at han er i sit livs efterår.
Skuespilleren står knivskarpt, hvilket vidner om, at han nu lever et sundt liv – i stor kontrast til hans yngre dage, hvor den stod den på masser af stoffer og et vildt liv som feteret stjerne.
Et misbrug, der begyndte, da han i 1987 indspillede filmen ”Less Than Zero”, hvilket senere ledte til, at han begyndte at ryge heroin, deltage i drukorgier og i det hele taget indtage alt, der kunne give en rus.
I 20 år var misbruget så intenst, at han sågar endte med et år bag tremmer, i 1999, hvilket resulterede i, at han mistede sin karriere, sine penge og sin familie.
Misbruget kulminerede med, at han drattede bevidstløs om i sin nabos 11-årige søns soveværelse, hvilket trak overskrifter over hele verden.

Forudsætningerne for et normalt liv uden stoffer var da heller ikke en del af Roberts dåbsgave. Som seksårig fik han pot af sin far, der også var stofmisbruger, og senere endte de med at tage stoffer sammen.
– Der var altid en masse pot og coke. Når min far og jeg tog stoffer sammen, var det hans måde at vise sin kærlighed til mig på den eneste måde, han kendte til, har Downey Jr. tidligere fortalt.
I dag er turene ind og ud af fængsel og afvænningsklinikker heldigvis fortid.

Stærkt familieliv
Nu nyder stjernen det familieliv, han har sukket efter hele sit liv, sammen med hustruen Susan, der er filmproducer og deres to børn, Exton og Avri.
– For at være ærlig, så giver familielivet mig noget positivt at hægte mine neuroser op på, har han tidligere fortalt om sit liv med familien.
Og han nyder at være med i beslutningerne i hjemmet.
– Jeg elsker, når jeg kan spørge Susan,om vi skal male køkkenet i en anden farve eller få et nyt tæppe til hendes kontor, fortæller han.

Og Susan er fuldt ud klar over, at hendes mand har en mere problemfyldt fortid end hende selv.
– Vi elsker alle hans måde at lege på. Og det sjove er, at mens jeg kom fra en stabil baggrund, så kan man ikke ligefrem sige, at Roberts var det. Og alligevel er det ham, der gør det til et hjem. Han går virkelig op i, hvad børnene interesserer sig for. Jeg tror virkelig, han trænger til – og derfor sørger for – den stabilitet, han ikke selv havde, lyder det fra Susan.
Hjemmelivet er indrettet, så mor og far hver dag følger børnene hen til et anneks på deres grund, hvor de bliver hjemmeskolet.
Derefter arbejder Robert og Susan hver for sig, inden de mødes til en arbejdsfrokost for at tale om projekterne i deres fælles firma.

Ingen trang til stoffer
I dag er skuespilleren nok mest kendt for rollen som Ironman i Marvel-filmene. For selv om de fleste havde dømt ham ude som følge af misbrug og fængselsdomme, så kæmpede han sig ikke kun tilbage til Hollywood.
Han gjorde det så overbevisende, at han nu er en af filmbyens bedst betalte stjerner.
For stofferne og skandalerne ligger bag ham og om man så viftede en pose med heroin foran ham, ville han ikke tage den.
– Jeg har ikke den mindste trang til stoffer mere, slår han fast.
Snart kan han krone sin evne til at forlade sprutten og stofferne med en rund fødselsdag, masser af tilbud og en glad familie omkring sig.
