Rygterne svirrer: Er det her Gisele Bündchens nye flamme?
Knap tre uger.
Det er cirka, hvad der er gået, siden skilsmissen mellem Gisele Bünchen og Tom Brady gik igennem, og de to officielt kunne kalde sig skilt.
Ikke desto mindre går der allerede nu rygter om, at supermodellen har fundet kærligheden på ny.
Helt "på ny" er der måske ikke tale om - for hvis rygterne er sande, er der faktisk tale om en mand, som har været i Gisele Bündchens liv i lang tid.
Det skriver Page Six.
Ifølge det amerikanske medie lyder rygterne, at 42-årige Gisele Bündchen har fundet sammen med sin jiu-jitsu-instruktør Joaquim Valente, som har været hendes træner i halvandet år.
De to blev lørdag spottet sammen til en middag i Costa Rica sammen med Gisele Bündchens og Tom Bradys to fælles børn, 12-årige Benjamin og 9-årige Vivian.
Den brasilianske supermodel var iført et afslappet outfit bestående af et par sorte bukser og en grå mavebluse, mens Joaquim Valente var iført shorts og t-shirt.
Flere sladdermedier i Brasilien samt mange fans mener at vide, at Gisele Bündchen har fundet sammen med sin jiu-jitsu-instruktør.
Page Six har dog talt med en kilde tæt på modellen, der afviser, at dette skulle være tilfældet, og som blot kalder forholdet mellem dem for "platonisk og professionelt".
Ikke desto mindre har New York Post talt med kilder tæt på Tom Brady, som angiveligt finder hans ekskones rejse til Costa Rica med sin træner for besynderlig.
De tror ikke på, at der blot er tale om et platonisk forhold mellem de to.
- Hvorfor er den fyr taget til Costa Rica med hende?, lyder det fra en af kilderne, som fortsætter:
- Det har altid virket besynderligt, at hun bare fra den ene dag til den anden afsluttede ægteskabet.
Gisele Bündchen og Tom Brady nåede at danne par i 15 år, hvoraf de 14 af dem var som mand og kone.
De har to børn sammen, og NFL-stjernen har desuden en 15-årig søn ved navn Jack fra et tidligere forhold.
Det er uvist, om Jack er med på Gisele Bündchens ferie til Costa Rica med sine halvsøskende.