Rygterne tager til: Er Selena Gomez begyndt at date Jeremy Allen White?
Siden slutningen af sidste måned har den anonyme sladderprofil DeuxMoi delt vedholdende rygter om et nyt stjernepar i Hollywood.
Og selvom det oprindelige tip var rimeligt løst og ikke nævnte hverken Selena Gomez eller Jeremy Allen White ved navn, så har det fået fans overalt på internettet til at spekulere videre over muligheden for romance mellem popstjernen og skuespilleren.
Puslespillets brikker bestod i det faktum, at stjerneparret skulle have fundet melodien på et photoshoot for magasinet Vanity Fair. Og at den ene af parterne – beskrevet som en Golden Globe-vindende skuespiller – netop skulle være blevet separeret for ganske nyligt.
Disse ledetråde passer ret godt på de to.
– Han mødte denne A-list sanger og skuespiller på en fotografering til en Vanity Fair-forside, og de har været i kontakt, lige siden hun vendte tilbage til USA efter filmoptagelser i udlandet, skriver den anonyme tipper i DeuxMoi-indbakken, og således refererer rygterne også til Gomez, der indtil for nyligt har været i Paris i hele to måneder for at indspille filmen ”Emilia Perez”.
"Yes Chef"
Flere fans var hurtige til at finde oplagte sammenligninger mellem de to unge stjerner, og hvis man leger med på tankeeksperimentet, er det nærmest, som om man kan regne sig frem til deres fælles interesser.
Jeremy Allen White strøg til tops I Hollywood efter sin præstation i Hulu-serien ”The Bear”.
Her spiller han en anerkendt kok, der vender hjem til sin fødeby Chicago for at redde familiens sandwichbutik og drive denne videre. Og bevares, ”The Bear” er ren og skær – og ganske fremragende – fiktion, men bliver vi i maduniverset, så er Selena Gomez også lidt af et madøre.
Hun har gennem flere sæsoner kokkereret i eget madlavningsshow ”Selena+Chef” på HBO Max. Her inviterer hun mesterkokke hjem i eget køkken i et forsøg på at udvide sine kulinariske horisont og blive bedre til at jonglere gryder og pander.
– Tror I, de kalder hinanden for ”chef”, joker en fans af den 30-årige popstjerne.
Selena Gomez, der for nylig også blev koblet romantisk sammen med Zayn Malik og Drew Taggart, der er forsanger i The Chainsmokers, har tilsyneladende kommenteret rygterne med en video på TikTok.
Her mimer hun til en lydbid, hvor der bliver sagt:
– Har du nogensinde hørt et rygte om dig selv, og så faktisk haft lyst til at høre mere. Sådan helt: Ej, hvad gjorde jeg så?
”Only Murders in the Building”-stjernen påpegede så sent som for lidt over en måned siden igen sin civilstatus overfor en gruppe fodboldgutter. Og ifølge nogle fans, er det altså især datingrygter som dette, der får hende til at kalde sig selv for single om og om igen på de sociale medier.
– Og det her er så grunden til, at Selena altså poster de der ”Jeg er single”-videoer, som I alle sammen brokker jer over og kalder for pinlig. Fordi hun hver uge bliver kædet sammen med en ny fyr, som hun ikke ser noget til, skriver en Twitter-bruger.
I maj fremgik det af retsdokumenter, at Jeremy Allen Whites hustru, Addison Timlin, ønskede skilsmisse efter fire års ægteskab.
Samtidig kan Gomez bryste sig af et dating-CV, hvor rigtig mange andre højtprofilerede stjerner optræder. Herunder både Justin Bieber, The Weeknds Abel Tesfaye, Charlie Puth, Niall Horan og Nick Jonas.