Kendte1. november 2024

Så meget er "så lidt" for Katherine Diez

Historierne om Adam Price og Dan Jørgensen fylder ikke så meget i bogen "I egen barm", mener forfatteren - SE og HØR har undersøgt sagen nærmere
Adam Price og Katherine Diez
De to store mænd i Katherine Diez' liv fylder tilsammen en tredjedel af forfatterens bog.
 Foto: Hanne Juul

Bølgerne gik højt, da Katherine Diez i aftes satte sig over for TV2-værten Janni Pedersen i "Go' Aften Live" og fortalte om sine tanker før, under og efter udgivelsen af bogen "I egen barm", som udkom for en måned siden.

Noget af det, som undrede den storsælgende forfatter, var den store interesse i historierne fra bogen om hendes forhold til smørkongen Adam Price og den kommende EU-kommissær Dan Jørgensen.

At de skulle fylde så meget i omtalerne af bogen, giver ikke mening for Diez, der blev spurgt af Pedersen, om hun ikke havde regnet ud, at netop disse historier ville løbe med overskrifterne.

- Under ingen omstændigheder i denne grad. For det fylder SÅ lidt i denne bog, og der er så mange temaer i bogen, som er universelle, store temaer fra et kvindeliv, siger Katherine Diez, som senere i programmet forklarer, at hun ikke kunne have fortalt sin historie uden at blande de to kendte mænd ind i den.

- Men jeg er ked af, at det skal fylde så meget nu, fordi den her bog handler om ufatteligt mange ting. Den tager fat i mange temaer. Mit liv med de to offentlige mænd, jeg har været sammen med, har fyldt alt for meget. Det er jeg ked af. For de fylder ikke meget i bogen, siger den 35-årige litteraturkritiker.

Og hvad betyder "ikke meget", spørger man måske, hvis man ikke har læst bogen.

SE og HØR har gennemgået de 179 siders fortællinger om spiseforstyrrelser, stofmisbrug, plastikoperationer og sexliv, og undersøgelsen viser, at der på 41 sider fortælles om Adam Price og forholdet til ham, mens samlivet med Dan Jørgensen er repræsenteret på 22 sider.

Det er tilsammen 63 sider ud af 179 - hvad en matematikkyndig vil kalde mere end en tredjedel. Om det er "ikke meget", må man selvfølgelig selv vurdere.

Faktisk kunne Katherine have skrevet meget mere om forholdet til Adam Price - og det skal han være glad for, at hun ikke har gjort, mener hun.

Kritikere har ment, at det havde klædt forfatteren at bruge mere energi på at fortælle om plagiatsagen fra begyndelsen af året, men den kritik afviste Diez også i "Go' Aften Live", lige som hun afslørede, at det kokainmisbrug, hun fortæller om i bogen, nu er fortid.

Dagen i dag er i øvrigt en mærkedag for "I egen barm", for interesserede kan nu høre den som lydbog - indtalt af forfatteren i egen høje person.

Sponsoreret indhold