Så meget fik Esben Bjerre og Sisse Sejr for lejligheden
Esben Bjerre og Sisse Sejr-Nørgaard fik ikke det, som de havde drømt om.
Radioværterne havde forlangt 8 mio. kr. for lejligheden på Nørrebro, som var halvdelen af et kollektiv - den tidligere folketingspolitiker Pernille Skipper og hendes mand Oliver Routhe Skov ejer den anden lejlighed i kollektivet.
Men en frisk tinglysning afslører, at 37-årige Esben Bjerre og 42-årige Sisse Sejr-Nørgaard måtte nøjes med 7.805.000 kr.
De måtte med andre ord acceptere et nedslag i prisen på næsten 200.000 kr.
Hver lejlighed i kollektivet er på 90 kvm. Desuden er der et fællesrum i stueetagen.
Esben Bjerre og Sisse Sejr købte i 2022 et rækkehus på Vesterbro, så de har i mere end to år hængt på to boliger - hvilket kan forklare prisnedslaget.
De nye ejere af kollektiv-boligen flytter ind 1. marts.