Så meget fik Sanne Salomonsen for sit landsted
Rockmama alias Sanne Salomonsen, 69, har solgt sit landsted i Gilleleje for 7,5 mio. kr.
Det fremgår af Tinglysningen.
Sanne Salomonsen har i flere år forsøgt at sælge den 210 kvm. store bolig, som hun i 2017 betalte 4,1 mio. kr. for.
Det idylliske landsted ligger på Nakkehoved Strandvej tæt på kysten - et område som også Mads Mikkelsen har forelsket sig i.
I 2020 satte Sanne ejendommen til salg for 6.995.000 kr.
Siden røg prisen op - uden at det skærpede købernes interesse.
Men nu er hammeren faldet - med et beløb på en halv million kroner over den oprindelige udbudspris.
Allerede i 2022 flyttede Sanne Salomonsen ifølge CPR-registeret fra gården. Hun foretrak at bo med sin søn og børnebørn i København.
Da 2024 rindede ud, fjernede ejendomsmægleren boligannoncen fra sit vindue.
Nu er tinglysningen på plads og de nye ejere overtager ejendommen 1. maj.