Kendte17. oktober 2019

Sådan endte Tine Hagemeister i Spanien

Tine Hagemeister sælger boliger for millioner i Spanien, og så er hun lige nu på jagt efter en trainee i TV 2 Zulu-programmet "Nøglen til Succes"
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/tine_til_se_og_hoer.jpg
 Foto: TV 2 Zulu

I ”Nøglen til Succes” kæmper unge og ambitiøse danskere om en plads hos ejendomsmæglerfirmaet International Marbella, og det er ejeren, Tine Hagemeister, der hver uge slukker drømmen for en af de håbefulde aspiranter.

Men hvordan endte hun selv i Marbella med nogle af de dyreste villaer i Europa på salgslisten?

- Vi er helt tilbage, da jeg gik i gymnasiet på Ordrup Gymnasium, der havde jeg en idé om, at jeg gerne ville ud og prøve at være i udlandet, fortæller Tine, da vi fanger hende på telefonen fra Spanien.

- Da jeg blev student, kom jeg ind på Københavns Universitet med det samme og skulle studere jura, men fordi jeg var så ung var jeg inde til noget vejledning, hvor de spurgte, hvorfor jeg ikke ventede et år. Det passede mig fint, og så tog jeg til London i et år for derefter at tage hjem og studere på Københavns Universitet.

Det var dog ikke drømmen om lovsamlinger og retslokaler, der gjorde, at Tine ville læse jura. Drømme var nemlig en helt anden. Juraen kunne nemlig føre hende videre ind i reklamebranchen.

- Jeg havde en drøm om at komme ind i reklamebranchen, fordi så kunne jeg måske komme videre til Amerika, fortæller Tine og fortsætter:

- Jeg havde også søgt ind hos Mærsk. For jeg kunne også godt tænke mig at være i shippingbranchen, for så kunne jeg også komme ud i verden. Der fik jeg et pænt svar om, at man dengang ikke tog kvinder ind.

Derfor endte Tine, der netop var blevet færdig med sin studentereksamen, med at rejse til London.

Her fik hun flere småjobs, og hun begyndte at gå til spansk, men kom dog aldrig til undervisningen.

- Jeg endte med at møde nogen, som tilbød mig et job i reklamebranchen som trainee for et stort amerikansk reklamebureau, og så ringede jeg jo hjem og sagde, at jeg tog et år til i London.

Selvom det havde været drømmen at få en fod indenfor i reklamebranche, viste det sig dog hurtigt, at det alligevel ikke var det, som hun skulle bruge sit liv på.

- Det var slet ikke, hvad jeg troede, at det var, fortæller Tine, der vendte næsen hjemad for at starte på det jurastudie, hun indtil videre havde udskudt.

- Men inden jeg skulle afsted, ville jeg jo gerne tjene nogle penge i London, fordi jeg havde det så sjovt.

Hun kom til jobsamtale hos et ejendomsmæglerfirma, hvor det egentlig var meningen, at hun skulle bruge et par måneder på at arkivere dokumenter.

Skæbnen ville dog, at hun endte i en helt anden stilling. Her blev hun nemlig tilbudt at blive lært op som real estate agent.

- Så ringede jeg hjem og fortalte mine forældre det, og det var de jo ikke ligefrem vilde med.

- Det var de skuffede over. Især fordi i min familie er alle akademikere, fortæller Tine, der igen måtte søge orlov fra jurastudiet.

- Jeg fik lov til at søge orlov igen, så jeg ikke fik for meget ballade derhjemme. Så fik jeg det her job, og så gik det bare strålende.

Skulle være husmor i Spanien

Tine endte aldrig med at vende hjem til jurastudiet. I stedet arbejdede hun i en årrække i London.

- I London mødte jeg så også min kommende mand, der var dansker. Han havde allerede et hus i Spanien i Marbella. Derfor commutede(pendle, red.) jeg frem og tilbage mellem London og Spanien.

- Vi blev så gift, og så flyttede jeg herned og skulle være husmor.

- Jeg er faktisk rigtigt huslig. Jeg er sådan en med tre slags håndklæder og servietter på bordet. Jeg er rigtigt husmor på det niveau, men jeg kunne ikke administrere ikke at have noget at lave. Jeg følte, at jeg mistede min identitet, fortæller Tine.

Hun blev headhuntet til en af de største ejendomsmæglere i Marbella, hvor hun fik lov til at skabe sin egen stilling.

Her fik hun ansvar for at sælge nogle af de største huse i Marbella.

Men idyllen i Spanien blev brudt, da hendes mand blev alvorligt syg.

- Han fik kræft. Det var en lang sygdomsperiode, fortæller Tine.

Parret havde ellers besluttet sig for, at de skulle forsøge at få børn, men så langt kom de aldrig. Imens han var syg, beholdt Tine sit job som ejendomsmægler.

- Da han var rigtigt syg arbejdede jeg, for jeg havde en gang imellem brug for at få noget luft.

Desværre så lukkede han sine øjne.

Ægtemandens død fik Tine til at genoverveje sin karriere.

- Jeg forlod mit job. Jeg blev nødt til at sige, at jeg ikke arbejdede i real estate i nogle måneder, og i den periode havde jeg så solgt vores hjem og jeg havde købt et andet hjem, som var lidt af en ruin, fortæller Tine og fortsætter:

- Så brugte jeg de 9-10 måneder på at sætte det i stand og få lært noget om byggeri. Det kunne jeg så putte på markedet, og så startede jeg International Marbella.

International Marbella skulle dog ikke være som de andre ejendomsmæglerfirmaer i området.

- Den måde jeg ville køre mit firma på var helt anderledes end andre gør. Jeg gik ud og sagde, at jeg kun ville arbejde i et bestemt område, og jeg ville kun sælge ejendomme over et bestemt beløb, og jeg ville ikke have mere end 60 ejendomme på mine bøger, fortæller Tine og forklarer yderligere:

- Hernede har mange agenter måske 1000 ejendomme på deres bøger, men jeg ville ind på et helt specielt marked.

Det krævede dog hårdt arbejde at bygge et renommé op.

- Det tager måske fem år at bygge noget positivt op, og det tager 20 minutter at rive det ned igen, fortæller Tine og fortsætter:

- Men hvis man elsker sit job, så går man jo aldrig på arbejde. For så ser man det på en anden måde. Det er jo et job med frihed. Man gør jo hvad man synes, og hvad man vil, men man er altid på job.

Fandt selv på ”Nøglen til Succes”

Tine er lige nu aktuel i ”Nøglen til Succes”, men TV-seerne kan måske også huske hende fra programmer som ”Sol for millioner” og ”Købmand på første klasse”.

Sammen med en TV-produceren Tijana Duusfik hun ideen til programmet, hvor unge, håbefulde danskere kunne vinde en stilling hos International Marbella.

Artiklen fortsætter efter billedet

https://imgix.seoghoer.dk/se_og_hoer_tine_noeglen_til_succes.jpg
 Foto: TV 2 Zulu

Tine Hagemeister leder efter en ny trainee i "Nøglen til Succes". (Foto: TV 2 Zulu)

- Så sagde jeg, hvorfor laver man ikke et program, hvor man tilbyder nogle unge mennesker en chance, fortæller Tine og fortsætter:

- Tijana havde inviteret mig til frokost, fordi hun var kommet op med den samme idé.

- Jeg synes at unge mennesker er fantastiske og man lærer meget af dem, og når nu man er 57, som jeg er, er det godt at have unge mennesker rundt om sig og lytte til dem og deres inputs, så man ikke kun går i den samme cirkel.

"Nøglen til succes" kan ses hver torsdag kl. 21.30 på TV 2 Zulu og TV 2 Play. De første fire afsnit kan ses på TV 2 Play.

Sponsoreret indhold