Sådan fejrer de kendte danskere nytåret
LÆS OGSÅ: Niels Pinborg i "storhedsvanvid"
Charmøren Claus Elming, 54, har for vane at være i udlandet nytårsaften, og i år kombinerer han fest og farver med sin passion for at stå på ski.
– Jeg tager til Østrig, for vi er nogle stykker som mødes og tager på ski sammen. Jeg står dog ikke på ski beruset, det er for farligt. Men vi hygger os.
I Østrig kan man se flot fyrværkeri – ved alle de forskellige resorts og hoteller, er der brag og farver til højre og venstre. Det er vanvittig smukt, forklarer den tidligere ”Vild med dans”-vært.
Vand til midnat
Entertaineren Jacob Haugaard, 71, der er gift med Ilse, har tidligere fyret den af på årets sidste dag, men det stoppede brat først i 90’erne.
– Vi får et par håndfulde gæster, og så er der god mad. Og jeg får et dejligt stort glas koldt vand to minutter i midnat. Der er brus i, men det er ikke helt det samme. Sidste gang jeg drak nytårsaften var 91/92, forklarer den tørlagte aarhusianer.
Nye venner
Den tidligere medvært i ”Lykkehjulet” Kanya Rørbech, 47, skal til sammenskudsgilde, og det bliver ikke helt som det plejer.
– Jeg skal holde nytår med nogle nye venner. Det er jo ikke så tit, man får nye venner, som bliver så tætte, at man skal holde nytår med dem. Men det kan jeg takke min 15-årige datter for, for hun har en sød veninde, som har nogle virkelig søde forældre, som min mand og jeg blevet gode venner med, siger den elegante bogstavvender.
Nasser på vennerne
– Jeg stikker ad helvede til væk fra regn og elendighed til Sydfrankrig, hvor nogle venner får lov til at betale for mit måltid og mit alkoholindtag.
– Det var en mulighed, der bød sig, og da pengene er små, så skal man jo slå til, hvis andre hiver kreditkortet frem, fæller den tidligere Zentropa-chef Peter Aalbæk Jensen, 67.
Tosser ikke rundt
Hos Keld og Hilda Heick, 77, står de klar med nytårstorsk til gæsterne, og så skal de selvfølgelig se dronningens nytårstale.
– Vi får besøg af gode venner, for vi er for gamle til at tosse rundt ude i byen. Det er skønt at være hjemme. Ved årtusindskiftet lovede vi hinanden, at det var vores sidste nytårsjob, og det har vi holdt lige siden.
Bobler på Læsø
TV 2 News-værten og retskorrespondenten Janni Pedersen, 55, tager nordpå før årsskiftet.
– Vi tager til Læsø i sommerhus med vores gode venner. Så det bliver god mad, bobler og vin. Og så skal vi stå og kigge på fyrværkeri ind over Frederikshavn. Jeg glæder mig sindssygt meget, siger krimiforfatteren.
Hvad gør vi!?
”Klovn”-skuespilleren Claire Ross-Brown, 51, er sent ude, og hun ved ikke engang hvilket land, de skal feste i.
– Vi er lige ved at finde ud af, hvad vi skal. VI har ikke besluttet, om vi er i Danmark med venner eller i udlandet. Måske i London, lyder det fra englænderen.