Kendte31. december 2022

Sådan fejrer de kendte nytår

Årets sidste dag bliver holdt med fest og farver, men også ligefrem ignoreret i det danske kendisland
Michael Olesen og Joan Divine
Michael Olesen, 40, og Joan Divine, 42, skal fejre nytår i Norge.
 Foto: Dan Mariegaard

Fotografen Joan Divine, 42, og dansekæresten, 40-årige Michael Olesen skal nordpå, når nytåret nærmer sig.

– Vi tager til Norge på kælk – Felix (parrets etårige søn, red) skal jo med. Så fra 26. december til 4. januar er vi deroppe med et vennepar, fortæller Joa.

Vildeste oplevelse

For første gang i årevis er flotte Kat Stephie, 36, hjemme til nytår, hvor den står på en venindetur i det københavnske natteliv.

Kat Stephie
For en gangs skyld skal Kat Stephie fejre nytår hjemme.
 Foto: Mikael Rieck

Normalt er “Sukkerchok”-sangeren i udlandet for at optræde, og det minder hende om det bedste årsskifte.

– Min vildeste nytårsaften var for seks år siden, hvor jeg optrådte på La Santa Sport på Lanzarote. Der var et fyldt torv med 1.700 mennesker, der hoppede og sang med. Det var så vildt, husker hun.

Presset vært

Den tidligere ungdomspolitiker og nuværende tv-tilrettelægger Nikita Klæstrup, 28, skal holde nytår med sin nye kæreste Mikkel Christensen samt flere venner og veninder.

Mikkel Christensen og Nikita Klæstrup
Nikita Klæstrup, 28, og Mikkel Christensen har været kærester i et par måneder.
 Foto: Mikael Rieck

– Min bedste veninde valgte pludselig, at jeg skulle være vært. Men jeg mener, det er et fælles projekt. Vi bestiller mad udefra, så vi slipper for stress, og så har vi en tagterrasse, som vi kan gå ud på, når der er fyrværkeri.

Grønland glipper

Modekongen Jim Lyngvild, 43, holder alle døre åbne i år, da han ikke drager mod julemandens hjem i denne omgang.

Jim Lyngvild
Normalt holder Jim Lyngvild nytår med Julie Berthelsen i Grønland hvert andet år. Men i år står den dog på fejring i Danmark.
 Foto: Kasper Wenstrup

– Jeg plejer at være i Grønland hver anden nytårsaften hos Julie Berthelsens familie, men jeg har været i Grønland tre gange i år, så jeg tror bare, at det bliver en stille og rolig nytårsaften med god mad. Jeg er åbenbart sindssygt kedelig, siger iværksætteren.

Ikke i festhumør

83-årige Lone Hertz holder ikke nytårsaften og har aldrig gjort det, for hun er bestemt ikke vild med dagen.

Lone Hertz
Lone Hertz holder ikke nytårsaften.
 Foto: Lars H. Laursen

– Jeg bliver altid lidt vemodig, og jeg bryder mig ikke om fyrværkeri. Og i gamle dage, hvor jeg spillede rigtig meget skuespil, da spillede man to forestillinger nytårsaften, og hvis man så var inviteret ud senere, så kom man jo på et tidspunkt, hvor alle andre var i festhumør. Det er ikke min aften, lyder det ærligt fra filmveteranen.

Flygter til Sverige

Spradebassen Umut Sakarya, 32, bliver helt alvorlig og ædru på årets største aften.

Johanne Havshøj og Umut Sakarya
Det er en ærdu aften, der venter Umut til nytår.

– Jeg skal til Sverige på en ødegård med nogle venner og deres børn, og vi skal lave tung, fransk gastronomi. Dagen efter har vi kaviarbrunch. Det bliver civiliseret, og jeg har et god råd til folk med tømmermænd; Lad være med at drikke. Det følger jeg selv, lyder det fra den tyrkiske flæskekonge.

Dans på bordene

Kendisfrisøren Tage Frandsen, 74, tager en hjemmeaften på Frederiksberg med venner og champagne, kransekage og lækker mad, men i gamle dage var der anderledes gang i den hos bronzevinderen i VM i frisør anno 1980.

Tage Frandsen
Der bliver disket op med delikatesser og god stemning, men ingen vild abefest i år.
 Foto: Søren Jul Lamberth

– I gamle dage var vi ude i byen og danse på bordene og kom hjem klokken lort om morgenen. År 2000 gik det helt amok og jeg fik lidt til halsen, fortæller mesterklipperen.

Hader nytåret

Den står hverken på fest eller ballade hjemme hos Annette Heick, 51.

Annette Heick
Annette Heick, 51, synes ikke om at være tvunget til at holde fest en bestemt dag.
 Foto: Martin Høien

– Jeg aner ikke, hvad jeg skal, og det er normalt for mig, for den aften er jeg rimelig ligeglad med. Jeg bryder mig ikke om den. Det siger mig ikke noget, når man er tvunget til at holde en fest, fortæller den garvede entertainer.

Sponsoreret indhold