Sådan har Leonora det med favoritrollen
Leonora Colmor Jepsen er favorit til at vinde Dansk Melodi Grand Prix i aften, men selvom man skulle tro, at bookmakernes oddssætning kunne få sveden frem på panden, så tager hun det ganske roligt.
Faktisk er det noget, som hun har det godt med.
- Jeg er glad for, at der er andre, der synes, at sangen er rigtigt god, og at jeg leverer den godt.
- Men det er ikke noget, der trykker. Det er ikke et pres. Jeg ser det som et kæmpe kadeau og et klap på skulderen i den rigtige retning, fortæller Leonora til SE og HØR inden premieren.
Mens hun har masser af opbakning fra bookmakerne, så får hun også masser af opbakning i Boxen i Herning i aften.
- Der er masser af opbakning, fortæller Leonora, der i aften har sine forældre, søster samt onkler og tanter på plads i Boxen.
Leonora har tidligere været skøjteløber på højt plan, og der er ting fra sportens verden, som hun tror, hun kan tage med, når hun står på scenen i aften.
- Det er noget med at holde koldt og have prøvet at være i en presset situation før, fortæller Leonora.
- Det betyder dog ikke, at jeg ikke bliver nervøs, men jeg ved bare, hvordan jeg skal håndtere det.
Leonora Colmor Jepsen er født og opvokset i Hellerup nord for København. Her bor hun stadig.