Sådan holder Julie Berthelsen gang i sexlivet trods små børn: Altansex og bilknald
Det er en ærlig og bramfri Julie Berthelsen, der i DR-podcasten "Fantasier" inviterer ind i det allerhelligste.
For i podcasten, der har Elisa Lykke som vært, bliver der åbent talt om sex, fantasier og onani, og den præmis er Cirkus Arena-værten helt med på.
I udsendelsen afslører den tidligere "Popstars"-deltager, at der sjældent går mere end en uge mellem, at hun og gemalen Minik er intime med hinanden, men hun indrømmer også, at der til tider skal tænkes kreativt, når man har to børn sammen.
– Hotelaltaner, udbryder Berthelsen, da snakken falder på alternative steder til en hed hyrdetime.
– Det har vi været gode til. Ferier med børn non-stop, 24/7. Hvor gør man det lige, uden at..., forklarer sangeren, der er mor til Casper på 11 og Sia på syv.
Den 43-årige sanger afslører også, at det ikke kun er på hotelaltaner, hun udfolder sig med Minik, som hun har dannet par med siden 2008.
– I bilen selvfølgelig. Det er da sket nogle gange. Absolut, afslører hun og tilføjer, at det ikke kun er børnenes tilstedeværelse, der gør, at parret tyer til bilsex:
– Nogle gange bliver man nødt til det. Vi har jo familie, der kommer lang vejs fra tit og ofte, og så er de jo hjemme hos os hele tiden.