Saint Clara taler ud om livet med angst: - Jeg vil hellere være ængstelig end ensom
LÆS OGSÅ: Stjerner i panik: Berømte og bange
De senere år er flere og flere kendte begyndt at tale offentligt om deres angst.
I 2022 fortalte Tobias Rahim om sit liv med angst, efter et anfald havde forhindret ham i at gå på scenen og modtage P3-prisen til P3 Guld.
For nylig fortalte skuespiller Magnus Millang, at hans opvækst med en alkoholisk far har medført en iboende angst i ham.
Senest er det Clara Toft Simonsen, bedre kendt som Saint Clara, der i et opslag på Instagram fortæller om sit liv med angst. Sangerinden har formået at lære at leve med angsten.
For hende er angsten den evige følgesvend, som hun ikke kan ryste af sig.
- Det er nok den ven, jeg har haft i længst tid og en ven, jeg altid kan regne med, fortæller hun.
Clara har manglet rutiner og stabilitet i sit liv, og det har hendes evige følgesvend angsten givet hende.
- Mennesker er uforudsigelige, men angsten er konsekvent og stabil. Jeg ved, at den altid vil være der, og den lader aldrig, som om den er noget, den ikke er, skriver hun og tilføjer:
- Det gør mig tryg og ulykkelig på en og samme tid.
Hun beskriver videre, at nok er angsten blevet hendes ven, men det er en dårlig ven. Alligevel finder hun sig i den, fordi hun ikke vil være alene.
- Jeg vil hellere være ængstelig, end at være ensom, slutter hun.
Disharmonisk barndom
Sidste år krængede "Oh My God"-sangerinden sit hjerte ud i DR-podcasten ”Hvem er…”, som beværtes af Pelle Peter Jencel.
I udsendelsen berettede popstjernen om en barndom med disharmoni, kaos og en følelse af at føle sig lidt alene.
Da hun var 19 år fik hun angst og stress og huskede særligt tilbage på ét år, hvor hun også udviklede depression.
I et halvt år havde Clara det så skidt, at hun nogle dage tog sig selv i at tænke, at det ville være nemmere, hvis hun ikke var der.
HAR DU DET SVÆRT?
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.
Ring til Livslinien på 70 201 201.
Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.
Hun begyndte at isolere sig, sove hele dagen og selvmedicinere.
- Jeg husker også, at jeg stod op og begyndte at drikke hver dag. Hvor jeg stod op om morgenen og drak vodka hyldeblomst. Hvordan kan jeg få alkohol med på arbejdet? Skal jeg have det i min drikkedunk så man ikke kan se, at det er alkohol?, fortalte hun i podcasten.
Vendepunktet kom, da hun tog til lægen for at få antidepressiv medicin. Hendes læge fortalte hende nemlig, at han var ganske sikker på, at hun led af ADHD.
- I det øjeblik han siger det, så slår det hele klik. Og så bliver jeg stille i et sekund, og så svarer jeg: ”Jeg tror, at jeg har ventet på den her diagnose hele mit liv”.
Diagnosen fik alt til at give mening.
Siden har stjernen forsøgt at hjælpe andre med mentale udfordringer ved at tale højt om sine egne. Og nu har hun gjort det igen ved at fortælle om sin evige følgesvend.