Sara Bro dater igen: Jeg har mødt en
Det er onsdag, og Sara Bro, 47, blænder sammen med sin medvært Jytte Vikkelsø op for sit radioprogram ”Hjerteflimmer for voksne”. Her giver hun traditionen tro en status på sit kærlighedsliv – og denne onsdag er det en noget overraskende status, hun disker op med.
De sidste mange måneder har hun nemlig indviet lytterne i sin kærestesorg, efter hun og hendes nu eksforlovede Lasse Lund brød med hinanden i efteråret. Men NU har hendes status altså ændret sig markant.
- Jeg har været single nu et halvt år, og jeg er begyndt at date. Jeg er lige begyndt på det, men det er megasjovt. Det er det, jeg kan sige, lyder det fra kærlighedsguruen.
Sara har selv for vane at spørge, om forholdet er startet med en Tinder-date, og i dag får hun selv spørgsmålet af hendes medvært Jytte Vikkelsø.
- Nej, der er det ikke foregået, det er en, jeg har mødt. Jeg kan ikke sige mere end det. Det er en, jeg har mødt i virkeligheden, lyder det kortfattet.
”Aftenshowet”s Mark Stokholm, som er en af gæsterne, stiller sig ikke tilfreds med de sparsomme informationer og overtager fuldstændig interviewet og vender programmet på hovedet.
Den garvede vært vil, ligesom lytterne, vide, hvor Sara har mødt sin nye flamme henne.
- Til en fest. Den gode gamle – helt almindeligt gode gamle til en fest, røber Sara, som dermed også føler, hun har snydt, fordi det stadig er lykkedes hende at styre uden om dating-app’en.
- Jeg synes altid folk, der er single, de er altid på Tinder og struggler med det på en eller anden måde. Det er vildt sjovt, men det er også hårdt og mange ting, der ikke er, siger hun lidt vævende, før hun bekender kulør:
- Hvis jeg skal være helt ærlig, havde jeg måske lidt glædet mig til at prøve Tinder.
Artiklen fortsætter under billedet.
– Lasse. Tak for alt det, du har lært mig. Tak, fordi du ikke har forsøgt at holde mig fanget i en boks, jeg alligevel aldrig kommer til at passe ind i, skrev Sara Bro i forbindelse med bruddet fra Lasse Lund. Foto: Hanne Juul
Men noget tyder dog på, at det er småalvorligt mellem Bro og den nye fyr. For da Mark Stokholm spørger, om hun er det sted, hvor det ville være forkert at begynde at bruge Tinder også, svarer hun prompte:
- Ja! Det ville jeg selv synes var irriterende. Vi har kun været på et par dates, men når jeg synes, det er sjovt, kan jeg lige så godt date ham i stedet for at gå på Tinder, siger hun og understreger så alligevel, at det slet ikke er så alvorligt, at de har aftalt ikke at date andre.
- Det er også derfor, jeg ikke rigtigt kan sige noget om det endnu, fortæller hun og griner.