Kendte18. juli 2024 (opd. 25. juli 2024)

Se billederne: Matt Damon holdt stjernetræf i aftes på dansk Michelin-restaurant

Den danske Michelin-restaurant Alchemist fik onsdag aften besøg af den ene store Hollywood-stjerne efter den anden
Liam Hemsworth har nu sluttet sig til den række af verdensstjerner, som netop nu er på besøg i København.
Liam Hemsworth har sluttet sig til den række af verdensstjerner, som netop nu er på besøg i København, og var onsdag aften med på den kendte restaurant.
 Foto: Mikael Rieck

LÆS OGSÅ: Hollywoodbørn kom forrest i Tivoli-køen

Den danske restaurant Alchemist, som har to Michelin-stjerner, er uden tvivl vant til at få fint besøg.

Men mon ikke de har gjort lidt ekstra ud af tingene onsdag aften?

Her fik de nemlig besøg af en række store verdensstjerner, herunder Bradley Cooper, Matt Damon og Jeremy Strong, som tidligere onsdag også blev spottet i Tivoli.

Men i forbindelse med restaurantbesøget havde de altså fået selskab af tre superstjerner mere, nemlig skuespilleren Liam Hemsworth, der blandt andet er kendt for "Hunger Games"-filmene, samt skuespillerinden Jessica Chastain, der er kendt fra "Succesion".

Endelig viste det sig efter middagen også, at skuespilleren Edward Norton - sammen med sin hustru Shauna Robertson - havde deltaget i festlighederne.

Både Matt Damon og Liam Hemsworth havde taget deres respektive partnere, henholdsvis Luciana Barosso og Gabriella Brooks, under armen i aftenens anledning. Damon og Barossos børn var også med.

Bradley Cooper og Jeremy Strong havde ikke umiddelbart deres partnere med, men begge havde taget deres børn med.

Flankeret af vagter

Det kunne godt tyde på, at stjernerne har været ude og leje transport samme sted.

Alle blev nemlig sat af ved restauranten af store sorte varevogne med tonede ruder. Bilerne blev naturligvis kørt af chauførerer, som var klædt i sorte jakkesæt eller kjoler.

Her ankommer stjernerne

Ikke første gang

Det er ikke første gang, at hverken Bradley Cooper, Matt Damon eller Jeremy Strong bliver spottet i Danmark.

Allerede tidligere på ugen blev Matt Damon nemlig spottet i København, hvor Ekstra Bladet fangede ham, ligesom det kun er et år siden, at Jeremy Strong og Bradley Cooper pludselig dukkede op i biografen i Danmark.

Det er dog ikke så mærkeligt, at Jeremy Strong relativt ofte bliver spottet i Danmark.

Han er nemlig gift med danskeren Emma Wall, og han har også et sommerhus i Tisvilde, som parret købte under Coronapandemien.

Liam Hemsworth er ikke umiddelbart blevet spottet i Danmark før, men for blot en uge siden blev han fotograferet sammen med Matt Damon på den græske ø Mykhonos, så det kan jo være, at det celebre vennepar følger hinanden lidt rundt i Europa denne sommer.

Sponsoreret indhold