Se billedet: Derfor afbryder Jonas Vingegaard sin pause
Det er ikke meget, vi har set til 25-årige Jonas Vingegaard, siden han i slutningen af juli lod sig hylde i både København og Glyngøre efter sin Tour de France-sejr.
Men i al hemmelighed er endnu en hyldest nu blevet afsløret, og det var endda Vingegaard selv, der i bogstaveligste forstand løftede sløret for det.
Ved 11.30 tiden afslørede Jonas Vingegaard den æresflise, som er blevet lagt på Rådhustorvet i Skive.
– Jeg er virkelig glad for, at min hjemkommune har valgt at hylde mig på denne måde. Det har været nogle ubeskrivelige uger, og selv om Tour-feberen er ved at have lagt sig lidt, sidder følelsen fra festlighederne i forbindelse med fejringen stadig i kroppen. Men det er noget helt særligt med denne flise, der er blevet lagt i min hjemkommune, udtaler en glad Jonas Vingegaard i en pressemeddelelse fra Skive Kommune.
Viser sin støtte
Tour de France-vinder Jonas Vingegaard var fredag også på scenen i Skive i forbindelse med holdpræsentationen før 4. etape af Postnord Danmark Rundt.
Jumbo-Visma-rytteren afbrød sin frivillige sæsonpause for at støtte op om det danske etapeløb.
– Jeg vil gerne støtte op omkring lokalsamfundet og Postnord Danmark Rundt. Det er et vigtigt løb for alle unge ryttere i Danmark og for dansk cykelsport, siger Vingegaard.
Han kommer til at følge fredagens etape fra hjemmet i Glyngøre, hvor feltet kommer forbi.
Han har selv deltaget i Danmark Rundt to gange, senest var i 2019, hvor han blev nummer to i det samlede klassement.
Han ville gerne have deltaget i år, hvis ikke kroppen og sindet havde dikteret afslapning.
– Jeg kunne godt have tænkt mig at køre, men jeg har følt, at jeg har haft brug for at slappe af, siger Jonas Vingegaard.
I det små er han begyndt at træne igen. Han skal dog ikke i konkurrence før 8. oktober.
– Jeg er begyndt at træne, og træningen går overraskende godt.
– Jeg skal køre Lombardiet Rundt, og så må vi se, hvad resten af kalenderen byder på, siger Jonas Vingegaard.
I søndags deltog han i sit hidtil eneste løb siden Tour-triumfen. Vingegaard vandt et hollandsk gadeløb, der havde mere karakter af opvisning end regulært ræs.