Se billedet: Gravid "Bagedysten"-Tilde viser maven frem
Der er vist ingen tvivl om, at den står på ren babylykke hjemme hos den tidligere “Den store bagedyst”-deltager Tilde Munkholm og kæresten Thomas Gregersen.
De venter nemlig deres første barn sammen.
– Det er en stor drøm, som nu går i opfyldelse, og det kan være svært helt at sætte ord påm at vi skal have en lille baby, men vi er begge meget spændte og lykkelige. Det er det bedste, der nogensinde er sket for os, og vi kan slet ikke vente til at blive forældre til vores lille sommerbaby, lød det fra den vordende mor til SE og HØR i sidste uge.
Men nu kan tv-darlingen altså dele flere detaljer om graviditeten. Og det gør hun således i et opslag på Instagram, hvor hun desuden også viser sin lille babybule frem:
– Min mave er begyndt at vokse, og selvom den måske ikke fylder så meget endnu, kan jeg mærke nogle små bobler inden i. Jeg glæder mig sådan til at mærke baby sparke udenpå, for så bliver det hele måske endnu mere virkeligt. Og så kan Thomas også få lov til at mærke vores lille fine baby, lyder det blandt andet i opslaget, hvor Tilde også fortæller, at hun på nuværende tidspunkt er gravid i uge 18, og at hun og kæresten først senere i denne måned får afsløret barnets køn.
Tilde Munkholm røber desuden, at hun selv håber på, at det lille vidunder er en pige – men at en dreng naturligvis også “er meget velkommen” i den lille familie.
Tilde Munkholm medvirkede i "Den store bagedyst" tilbage i 2021, hvor hun bagte smukke og æstetiske kager, der både var en fryd for øjet og ganen for de garvede dommere.
Se opslaget, hvor Tilde Munkholm viser babybulen frem, nedenfor.