Sebastian Bull afslører: Har aldrig skændtes med Asta
Det dufter af roser, regnbuer og glade dage hos skuespilleren Sebastian Bull og "Vild med dans"-stjernen Asta Björk.
Parret afslørede i december, at de er blevet forlovet, og generelt virker det til, at der ikke er meget modvind på cykelstien i øjeblikket.
Det er da også det, Sebastian Bull selv giver udtryk for, da SE og HØR fangede ham til pressedag hos Pluto TV.
- Mit liv har aldrig været bedre, jeg er lykkelig. Hun er mit livs kærlighed, og vi har det bare så godt, lyder det fra skuespilleren.
Det går faktisk så godt, at parret aldrig skændes.
- Der er altid ting, man er uenige om, og jeg tror også, det er sundt at snakke om tingene, men vi råber og skriger aldrig af hinanden, smiler tyren.
Og så er der er jo det der bryllup, der venter lidt ude i fremtiden.
Et bryllup, som parret er gået i gang med at planlægge. Så meget vil 29-årige Bull gerne afsløre, men så tør han heller ikke sige så meget mere uden partnerens accept.
- Asta, du er min bedre halvdel, og jeg kan ikke snakke om det her, uden du er her, lyder den meget direkte besked til partneren.
- Det er den nok vigtigste dag i vores liv, så vi går og snakker rigtig meget om den og planlægger en masse gode ting. Jeg tror, jo mere vi går i dybden med det, hvor rigtigt det er, og hvor forelskede vi er i hinanden.
Sebastian Bull og Asta Björk dansede sammen i 2023-sæsonen af "Vild med dans".
Året efter bekræftede parret, at de var blevet kærester.