Sebastians Kleins store nedtur: Røg på psykiatrisk skadestue

Er Sebastian Klein i virkeligheden lige så fuld af energi og godt humør, som han er, når man ser ham på skærmen?
Det spørgsmål stillede Emil Midé Erichsen til den garvede tv-vært, da de to tog en tur ud på havet i båden Havana i det nyeste program af ”Min egen kurs”.
Ligesom mange andre, har Emil et indtryk af Sebastian Klein, som en glad mand med godt humør. Men virkeligheden viser sig at være knap så sort/hvid.
Benægtede det
Efter både hans mor og far var gået bort, kunne Klein mærke, at han begyndte at tage mere arbejde på sig, så meget at han ikke kunne nå det. Og ifølge ham selv, brændte han fuldstændig sammen og ”gik ned med flaget”.

Han beretter, at der begyndte at være flere og flere problemer med hans krop. Hans fingre snurrede, han begyndte at blive svimmel og døjede med balancen, og til sidst gik det i synet. Folk sagde, det kunne være noget mentalt, men det mente Sebastian Klein ikke.
– Der er en fysisk årsag, ikke en psykisk årsag. For jeg fejler ikke noget mentalt, forklarer han, at han tænkte.
Men hans tilstand blev værre, og da synsforstyrrelserne kom, begyndte Klein at frygte alvorlig sygdom som for eksempel en svulst – og så blev han bange.
– Så gik jeg fuldstændig ned med flaget … altså et nervous breakdown. Og jeg blev indlagt på psykiatrisk skadestue og var ægte tosset.
Frygtede voldelige episoder
Han fortæller, at han ikke kunne kende sig selv, og han var også nervøs for sin egen opførsel.
– Jeg måtte sige til personalet, at jeg er ikke sikker på, jeg ikke kunne finde på at være voldelig. Og jeg er ikke et voldeligt menneske, men jeg kunne ikke genkende mig selv.
Klein måtte også forklare konen Rikke, at han ikke var i stand til at være der for hende eller deres to sønner. Det kom så langt ud, at han bad hende om at finde en anden mand.

Den folkekære tv-vært er dog kommet ovenpå igen, efter han startede på medicin.
– Men selv om det er syv år siden, så betragter jeg stadig mig selv som en mentalpatient.