Seer-succes vender tilbage
"Danmark har talent" vender tilbage på TV2, og det bliver med tre nye dommere ved bordet.
Skuespiller Peter Frödin er den eneste af de tidligere dommere, der har overlevet TV2's ændring af programmet.
Den nye dommer-kvartet består nu af Simon Jul, Signe Lindqvist og Sus Wilkens, som også fungerede som vikar i den seneste sæson.
Simon Jul er ny dommer i "Danmark har talent". Foto: Aller Media
Til TV2 fortæller redaktør Thomas Richardt Strøbech, at han er glad for det nye hold.
- Det er en skarp opstilling, hvor alle er godt skåret for tungebåndet og har fagligheden i top. Så seerne kan godt begynde at glæde sig til, at humøret vil nå uanede højder i ’Danmark har talent’-studiet til efteråret, siger Thomas Richardt Strøbech.
Han fortæller i samme ombæring, at valget er faldet på dem, da de har en god enerig, og de kender hinanden i forvejen.
- Erfaringen viser, at friske øjne skaber ny energi. Med det nye panel har vi samtidig fundet fire profiler, der klæder hinanden godt og har det sjovt sammen. Præcis det selskab, man gerne vil være i lørdag aften. De har alle arbejdet bredt med underholdning og er derfor – på tværs af dommerbordet – klar til at diskutere mangfoldigheden og uforudsigeligheden på scenen. fortæller redaktøren.
Det er ikke oplyst, hvilken dato programmet har premiere.
Sidste år bestod dommerne af Jarl Friis-Mikkelsen, Thomas Buttenschøn, Cecilie Lassen og Peter Frödin, der har fået en sæson mere.