Selena Gomez hyldes: Kan du se hvorfor?
En omgang kruset morgenhår, en bums under næsen og ingen makeup.
Det er tilsyneladende, hvad der skal til for at blive hyldet i stor stil på sociale medier.
Det er i hvert fald tilfældet for Selena Gomez, der onsdag delte tre billeder på Instagram.
På billederne ser den 30-årig skuespillerinde fuldstændig naturlig ud, hvilket mange nok vil mene er et sjældent syn, når det kommer til Hollywoodstjerner.
På to af de tre billeder sidder Selena Gomez i en sofa iført en blå sweater.
Hendes hår er ikke umiddelbart sat, ligesom hun ikke har skjult den rødlige bums, hun har under næsen.
På det tredje billede står "Only Murders In The Building"- skuespillerinden i en sort sweatshirt, mens hun kigger ud af et vindue og ser en smule træt ud.
Derudover ser det ikke ud til, at der er brugt photoshop eller lignende på nogen af billederne, og det elsker folk tilsyneladende.
I hvert fald er det strømmet ind med kommentarer fra fans, der hylder stjernen for at "vise sit sande jeg".
- En ægte skønhed... hvor er det bare forfriskende at se. Jeg har to piger, der har lidt af spiseforstyrrelser, og det hjælper dem at se, hvordan andre kvinder rigtigt ser ud, skriver en for eksempel.
- Tusind tak for at være ægte. Vi har brug for flere berømtheder som dig, lyder det fra en anden.
- Tak, tak, tak og atter tak for at være en sand rollemodel for unge kvinder. Du viser dem, at de er smukke uden al den glamour, og det er noget, som er meget vigtigt for unge mennesker, stemmer en tredje i.