Selena Gomez sagsøger spilfirma: - I har stjålet mit udseende
Det passer den 27-årige kæmpestjerne Selena Gomez meget dårligt at blive gjort til ansigt udadtil for en spilapp "Clothes Forever - Styling Game", hvori det gælder om at nå til tops som stylist for alle de store stjerner.
I hvert fald fremgår det nu af et søgsmål, at Gomez aldrig er blevet spurgt, og at ligheden mellem karakteren i spillet og Selena Gomez fremtræden på en særlig magasinforside i efteråret 2015 er stort set identiske.
Det kan nu komme til at koste to selskaber bag spillet dyrt.
Guangzhou Feidon Software Technology Co, som står for salg af spillet, samt Mutantbox Interactive Limited, som står for copyright.
Ifølge Business Insider kræver Selena Gomez "mindst 10 millioner dollars", for både "indtægter, øknomiske gevinster og andre fordele," som det kinesiske og det britiske firma har opnået gennem brugen af hendes udseende.
- Selena Gomez' karriere som model, skuespiller, musiker og iværksætter har gjort hende til et kendt navn de fleste steder. Hun er et stilikon og dette er en voldelig krænkelse af hendes rettigheder, som vi nu vil få retfærdiggjort, lyder det i udtalelsen fra Selenas advokat Alex Weingarten til Business Insider.
Skærmbillede af App Store, hvor spillet bliver solgt ved hjælp af flere velkendte ansigter
Det er langt fra første gang, store stjerner som Gomez hiver spilfirmaer eller andre kommercielle interesser i retten for brug af deres udseende.
Lindsay Lohan sagsøgte i 2016 skaberne af "Grand Theft Auto V" for den subtile lighed mellem hende og en af spilkaraktererne - både i spillet og i markedsføringssammenhæng, hvor Lohan dog aldrig optrådte med navn.
Skuespillerinden Ellen Page beskyldte i 2013 spillet "The Last of Us" for at have ladet sig inspirere lige lovligt meget af hendes udseende til karakteren "Ellie".
Spillet "Clothing Forever - Styling Game" er et såkaldt "Free-to-play"-spil. Hvilket vil sige, at det er gratis for brugerne at hente det i App Store til Iphone eller Ipad, men at man hen ad vejen skal bruge diamantpakker, for at låse særlige udviklinger i spillet op. Disse pakker koster penge, og spillerne skal således undervejs have pengepungen frem for at komme videre i spillet.
Andre stjerner som Taylor Swift, Kim Kardashian, Kendall Jenner, Gigi Hadid og Rihanna er tydeligvis inspirationskilder til medvirkende i styling-spillet, men det er uvidst, hvorvidt der foreligger sagsanlæg fra nogle af de andre på nuværende tidspunkt.