Kendte12. juli 2020

Sepp Piontek er fyldt 80: Mere dansk end tysk

Fodboldkoryfæet har et blødt punkt for danskernes fællessang – og nåede akkurat at holde fødselsdagsfest, inden Danmark lukkede ned.
Af
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sepp.jpg
 (Foto: Hanne Juul)

Sepp Piontek har levet sit livs anden halvleg i Danmark.

Han kom hertil, da han var 39 år. Nu er han 80 og stadig et festfyrværkeri af finurligt cirkusdansk.

På sit glade, gebrokne tungemål vurderer han, at han i dag er 55 procent dansker og 45 procent tysker.

– Jeg er stadig tysker i den forstand, at jeg synes, "Ordnung muss sein". Der skal gøres en indsats, før man kan høste frugterne.

Da jeg kom til Danmark, hørte jeg hele tiden sætningen "det skal nok gå". Det kunne og kan jeg slet ikke acceptere, fastslår Sepp Piontek.

– Jeg er på den anden side ikke så alvorlig mere, som jeg var, før jeg kom hertil.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/sepp_2.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Sammen side om side
55 procent dansk og 45 procent tysk, siger han selv. (Foto: Ritzau Scanpix)

Jeg kan godt lide at have det sjovt. Jeg kan godt lide danskernes humør og åbenhed ..., men det må ikke gå ud over arbejdsindsatsen, tilføjer den gamle landsholdstræner med et grin.

Forrige lørdag var Sepp naturligvis med til "Fællessang i Parken", hvor DR hyldede højdepunkterne med fodboldlandsholdet gennem de seneste 40 år.

Højdepunkter, som ville have været utænkelige uden den tyske træner, som blev dansk folkeeje.

Han fik sat skik på en udisciplineret spillertrup uden at trampe på den danske hang til hygge og førte for første gang landsholdet til både EM og VM.

Folk elskede manden med den pudsige accent, og han elskede os.

Ros til Danmark

Sepp Piontek giftede sig med danske Gitte og er aldrig vendt hjem til Tyskland.

I år, hvor vi fejrer både 100-året for genforeningen og 75-året for krigens afslutning, er han taknemmelig for den modtagelse, han som tysker fik og stadig bliver mødt med overalt.

Nemlig lutter varme og velvillighed.

– Jeg vil gerne rose danskerne. Jeg beundrer dem for, at de aldrig har skældt mig ud, selv om jeg er tysker. Det er jo fantastisk.

Og vi spillede altså ikke altid gode kampe i mine 11 år som landstræner. I alle de år var min telefon åben, og kun to gange blev jeg ringet op midt om natten.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/sepp_3.jpg
 (Foto: Claus Poulsen)

Sepp med datteren Stephanie tilbage i 2008.
I dag er hun 34 år og bor i København. (Foto: Claus Poulsen)

Én gang af en journalist, som ville have min kommentar til Michael Rasmussens udsmidning af Tour de France, og en anden gang af en fyr, som klokken ét om natten gerne ville vide, hvor mange mål Preben Elkjær scorede under VM i Mexico.

Det gjaldt et væddemål på 1.000 kroner, så jeg forbarmede mig og gav ham svaret: Tre mål, ler Sepp Piontek.

Han nød ikke bare fællessangen i Parken. Han har også ofte lyttet med, når Phillip Faber på DR har inviteret til fællessang under coronakrisen.

Haven står knivskarpt

– Danskerne har en flot og rig sangskat, som jeg meget hellere vil lytte til end de mærkelige lyde, nutidens musik består af.

Hiphop og hvad det hedder alt sammen. Jeg synger ikke selv, men det har været dejligt at se folk synge, og især korene har det været utroligt flot at lytte til.

Og så kan vi i fodbolden jo være stolte over at have bidraget til sangskatten med "Vi er røde, vi er hvide", smiler han.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/sepp_4.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Sepp Piontek synger ellers ikke, men her gør han det under indspilningen af "Re-Sepp-Ten" før VM i 1986.
Landstræneren flankeret af Michael Laudrup (tv.) og Søren Lerby.
"Vi er røde, vi er hvide" – og det er Sepp også blevet med årene.(Foto: Ritzau Scanpix)

Gitte og Sepp Piontek har holdt sig hjemme i Blommenslyst på Fyn under coronakrisen.

Og som havemand har han ikke kedet sig. Køkkenhave, staudebede og græsplæne står knivskarpt og vidner om hans strenge arbejdsdisciplin.

– Gitte og jeg har passet på som alle andre og ikke været sammen med folk. Vi har kun set vores datter, Stephanie, én gang i de tre måneder.

Hun bor i København, fortæller han.

5. marts rundede Sepp Piontek 80 år og nåede lige akkurat at holde stor fest for 42 gæster, inden Mette Frederiksen lukkede Danmark ned.

– Det var dejligt og meget heldigt. Festen var jo ikke blevet den samme, hvis vi skulle have udskudt den til senere, siger han.

– Jeg har ingen problemer med at være 80 år og føler mig privilegeret. Jeg døjer med en meniskskade i venstre knæ, men ellers har jeg det fint.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/sepp_1.jpg
 (Foto: Hanne Juul)

Havemanden Sepp Piontek i arbejde. (Foto: Hanne Juul)

Livet har behandlet mig godt. Jeg er rask, og det må man være taknemmelig for.

Jeg er glad for den tid, jeg får ud over de 80 år, og vil forsøge at få det bedste ud af det, siger Sepp, som ud over havearbejdet også holder sin krop ved lige med to ugentlige besøg i et fitnesscenter.

Mens kroppen fungerer nogenlunde knagefrit, mærker han alderen på anden vis.

– Jeg har indskrænket min foredragsvirksomhed. Jeg kan godt mærke, at jeg nogle gange er begyndt at glemme ting, som jeg ellers gerne ville fortælle.

Mine foredrag har normalt varet halvanden time, men nu har jeg forkortet dem til højst en halv time, fortæller den rød-hvide dansk-tysker.

Sponsoreret indhold