Shakira og Piqué har indgået aftale om forældremyndighed: Her skal børnene bo

Den verdensberømte "Hips Don't Lie"-sangerinde og Barcelona-fodboldspilleren Gerard Pique har angiveligt lavet en aftale om forældremyndigheden til deres to børn.
Det skriver Reuters.
Parret nåede aldrig at blive gift, men meldte offentligt ud i juni måned, at de var gået fra hinanden efter 11 år sammen.
De nåede at få to børn. Milan på ni år og Sasha på syv år.
Familien har boet i Spanien indtil bruddet i sommer. Men nu er det altså afgjort, hvordan fremtiden skal se ud for forældrene og deres to børn.

Ifølge Reuters har den lokale avis La Vanguardia fået adgang til oplysninger om, hvem der får forældremyndigheden.
Aftalen betyder angiveligt at deres to sønner Milan og Sasha skal flytte med deres mor til Miami.
Sådan mødte de hinanden
Pique og Shakira har dannet par siden 2011. De mødtes under VM i Sydafrika i 2010, hvor Pique var med i Shakiras musikvideo for "Waka Waka (This time for Africa)", som var turneringens officielle sang det år.
Aftalen om forældremyndigheden kommer blot en uge efter at Pique har annonceret, at han trækker sig fra fodbold og FC Barcelona.
Shakira har trukket overskrifter flere gange de seneste måneder. Senest står hun over for en retssag, hvor sangerinden er anklaget for skattesvindel for cirka 108 millioner kroner.