Shu-bi-dua genopstår

Selv om bandets ukronede konge – Michael Bundesen – døde alt for tidligt i 2020, er det langt fra slut med Shu-bi-dua.
Nu genopstår det ikoniske band nemlig som Shu-bi-dua 2.0, oplyser bandet i en pressemeddelelse.
Og det bliver naturligvis med nogle af de helt gamle bandmedlemmer. Både Michael Hardinger, Jørgen Thorup og Kim Daugaard er således klar til at slå an til fest med hitnumre som ”Den røde tråd”,”Hvalborg”, ”Sexchikane” og ”Fed Rock”.

Genopstandelsen sker helt konkret næste lørdag, den 26. august, når bandet indtager Plænen til Lørdagshit i Tivoli.
Foruden de tre ”gamle” er Kim Daugaards søn, Kasper Daugaard, også med i det nye band, ligesom B-Joe er guitarist og Flemming Olsen slår an på trommer.
Siden 2011, hvor Michael Bundesen blev syg, har medlemmer af det gamle Shu-bi-dua af respekt for ham og hans familie ikke optrådt under det gamle bandnavn. I stedet har de optrådt under navnet Hardinger Band.