Sigurd Barrett skal være far til syv
53-årige Sigurd Barrett har travlt.
Ikke bare med sine mange projekter, tv-udsendelser, bogudgivelser eller optrædener. Også på hjemmefronten er der nok at se til.
Og snart bliver endnu en lille én tilføjet til den allerede omfattende børneflok.
Lige omkring Halloween skal han nemlig være far til sit syvende barn.
- Det kan jo være, hun bliver sådan én, der godt kan lide at klæde sig ud. Ligesom os andre, griner Sigurd Barrett, da SE og HØR fanger ham midt i en lydprøve for at ønske tillykke.
Og selvom den populære ”Bjørnetime”-vært indrømmer, at det aldrig var planen at ende med hele syv unger, så kalder han det for en kæmpe gave, hver eneste gang.
- Jeg er meget lykkelig over det. Nu er det den syvende, og det bliver jo til rigtig rigtig mange børn. Opgaven består så i at være der for dem alle sammen. Min ældste er 25, så de findes virkelig i alle aldersgrupper, fortæller han, før han slår fast:
- Det er virkelig fantastisk at se dem vokse op og følge med i deres udvikling hver især.
Genfandt glæden
Sigurd Barrett fik sammen med sin første kone, Winnie, fem børn.
- Jeg må indrømme, at jeg tænkte dengang, at fem børn var nok. Men så mødte jeg Heidrun og hun ville gerne have børn.
Efter at have overvejet i et par år om børneflokken nu skulle udvides alligevel, fandt Sigurd igen lysten til at være småbørnsfar på ny.
- Jeg ville gerne have hende. Og så blev jeg bare virkelig optaget af glæden ved at blive far igen, fortæller han om han og kærestens første fælles barn, Ronja, som de fik i juni sidste år.
- Men er du så færdig efter den syvende, eller kan det være der kommer endnu flere småfolk til?
- Ja, vi har i hvert fad ikke truffet nogen beslutning om, at det er den sidste, men det er klart, at når vi har fået hende her, så er vi nok nødt til at have en lille pause, forklarer han.
53-årige Sigurd Barrett med sin kæreste Heidrun på 29 (Foto: Dan Mariegaard)
Travl før termin
For kæresten Heidrun Petersen på 29 år har det betydet to barsler stort set i forlængelse af hinanden, og derfor er det efter den kommende lille piges ankomst blevet tid til en pause, indrømmer han.
- Nogle gange fører livet os steder hen, hvor vi har en forpligtelse og en glæde ved bare at følge med. Mens vi selvfølgelig opfører sig så ordentligt som man kan overfor alle de implicerede, siger Barrett.
Inden kæresten rammer termin den 31. oktober, skal der laves musikvideoer til hele 200 sange til kæmpeprojektet ”Syng med Sigurd”, der bliver en illustreret sangbog til både børn og voksne.
- Jeg knokler som en hest for at få det færdigt. Bare i dag skal der optages ti musikvideoer, fortæller den kommende far til syv, før vi ringer af.