Silas Holst om ændringerne i "Vild med dans": - Den største gave i mange år
LÆS OGSÅ: Silas Holst ikke i tvivl: Ville sige ja uden at blinke
Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at der er sket store ændringer i dette års "Vild med dans".
I den 21. sæson af underholdningssuccessen er der nemlig både kommet en ny dommertrio, et nyt værtspar og et nyt husorkester.
Og spørger man "Vild med dans"-veteranen Silas Holst er det på ingen måde skidt med nye tiltag. Det fortalte han, da SE og HØR mødte ham efter program fire af "Vild med dans".
- Jeg vil starte med at sige, husorkestret. Av min arm, hvor er det lækkert altså. Fy for satan! Og så kan man ikke rose Lene James nok. Jeg synes, hun er den største gave, det her program har fået i mange mange år.
- Jeg synes, hun er den perfekte blanding af Anne Laxholm og Britt Bendixen uden jeg håber, jeg fornærmer nogen. Hun har bare den gode kombi, sagde Silas Holst til SE og HØR efter fredagens program.
Udover de nye ansigter i programmet, har studiet på Østerbro da også fået en makeover, og også det bemærker Silas Holst.
- Jeg synes studiet er blevet skide flot, og det er større end jeg husker det.
- Så jeg synes, der er sket mange gode ændringer. Det er godt, at man har modet til at prøve, og så er det måske ikke alle ændringer, der dur.
- Men man skal prøve noget nyt en gang i mellem, og det må man sige, de prøver i år, lød det fra Silas Holst.
Silas Holst har selv medvirket i "Vild med dans" gennem ni sæsoner, hvoraf han har vundet tre gange. I 2021 valgte han dog at stoppe, mens legen var god.