Kendte2. december 2019

Silas og Jakob fortsætter sammen: Skal lave musicalen "Den skaldede frisør"

Fredagens ”Vild med dans”-vindere er slet ikke færdige med hinanden, og parret er nu klar til at erobre nye græsmarker sammen

Man skulle måske tro, at de fleste havde brug for en pause fra hinanden efter flere ugers intens dansetræning, men ikke de to ”Vild med dans”-vindere Silas Holst og Jakob Fauerby.

Til marts kommer de to nemlig endnu engang til at indtage scenen, når de skal spille overfor hinanden i musicalen baseret på Susanne Biers spillefilm ”Den skaldede frisør”.

Jeg er helt på toppen over, at Silas og jeg får lov til at fortsætte vores samarbejde og venskab! Det er både helt vildt fedt og trygt at kaste sig ud i et nyt, stort projekt sammen med Silas. Vi skal ind og synge sammen til en vildt fed sang, og det er bare fedt, at det ikke slutter med Vild med Dans”, siger Jakob Fauerby i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/jakob_og_silas.jpg

(Foto: Emil Birk Hartmann)

Silas Holst er allerede offentliggjort som musicalens hovedrolle ”Patrick”, men det er helt nyt, at også Jakob Fauerby skal spille med i komedien. Han kommer til at spille Patricks gamle ven og flamme ”Alessandro”.

I ”Den skaldede frisør” mødes de to barndomsvenner til Patricks bryllup. Det slår hurtigt gnister på ny mellem dem, og det får Silas Holsts rolle til at tvivle på, om han skal gifte sig.

Silas Holst er særdeles glad for, at samarbejdet mellem ham og dansepartneren ikke sluttede fredag.

”Jeg har altid synes, at Jakob er en meget dygtig skuespiller, så det bliver dejligt, at han nu kan lære mig noget. I Vild med Dans har det været mig, der har skullet lære ham alt muligt, men skuespillet er hans metier. Samarbejdet er gået virkelig gnidningsfrit, og vi nyder hinandens selskab”, siger dansemusen i pressemeddelelsen.

Udover det folkekære ”Vild med dans”-par står også Niels Olsen, Maria Lucia, Bodil Jørgensen blandt andre på rollelisten.

Det er Susanne Bier selv, der har skrevet manuskriptet til musicalen. Hun har fået hjælp af den danske hitmager Thomas Helmig, som har sagt ja til at skrive musikken.

”Da Susanne ringede og spurgte, om jeg ville skrive sange til ”Den skaldede frisør”, sagde jeg ja, før hun havde stillet spørgsmålet færdigt”, har det tidligere lydt fra Thomas Helmig i en pressemeddelelse.

Musicalen får premiere i Aarhus Musikhus 24. april 2020.

Sponsoreret indhold