Sild i stimer: Her er alle Dan Juan Jørgensens dejlige damer
LÆS OGSÅ: Vibeke Lentz bekræfter brud: Færdig med Dan Jørgensen
Don Jørgensen. Dan Juan. Kær scorekarl har mange navne.
Det har således ikke skortet på dejlige damer i den nyudnævnte EU-kommissærs liv.
Senest dannede han par med underskønne Vibeke Lentz, men som SE og HØR tidligere i dag kunne afsløre, er det slut mellem influenceren og den tidligere klimaminister.
Han er med andre ord igen single.
Givetvis ikke ret længe, hvis han opretholder sin datingstatestik.
Siden han i 2014 begyndte at optræde i nærværende ugeblads spalter, har han således ikke været romantisk løsgænger ret længe ad gangen.
Dengang dannede han par med modellen Sofie Jagert. Kærligheden stod på i halvandet år, før parret brød med hinanden i efteråret 2014, og Dan flyttede ud af deres fælles lejlighed i indre København.
I sommeren 2015 blev han atter ramt af Amors pil, da han faldt pladask for skuespiller Laura Bach. Den daværende fødevareminister scorede skuespillerskønheden med en dampende hed omgang muslinger.
I foråret 2018 kuldsejlede kærligheden efter knap tre år.
Halvandet år senere – nærmere betegnet i efteråret 2019 – afslørede socialdemokraten, at han havde fået en ny sild på krogen. Nemlig den 14 år yngre kulturanmelder Katherine Diez.
Et halvt år efter kunne parret jublende afsløre, at de flettede bogreoler og delte morgenavis, da Diez rykker hjem til Dan.
Ved årsskiftet i 2022 måtte hun dog pakke sine hundredvis af bøger ned i flyttekasser og rykke ud af Dans lejlighed, da kærligheden brast efter godt to år.
- Livet går ikke altid, som man håber og tror. Vi har besluttet, at vi ikke længere skal være kærester. Ingen drama eller vrede. Der er stadig meget kærlighed, omsorg, humor og forståelse imellem os, så vi fortsætter med at være de bedste venner, skrev parret i en fælles udtalelse på Instagram.
I sidste uge afslørede Diez dog i sin bog, at det langt fra var sandheden. Sagen var nemlig den, at hun var blevet stormende forelsket i Adam Price.
Dan er en eftertragtet herre og i marts 2023 stod han frem med sin kæreste, sundhedskonsulenten og modellen Vibeke Lentz, som han havde gaflet et halvt år forinden.
- Vi har begge travle liv, men vi nyder kærligheden, når vi har mulighed for at være sammen, udtalte Vibeke dengang til SE og HØR.
Nu er kærligheden til Dan imidlertid gået fløjten, for modellen danner nu i stedet par med Søren Strange Lentz, bekræfter hun over for SE og HØR.
Bruddet med Lentz er ikke den eneste virak, der har været om politikerens kærlighedsliv på det seneste. Hans ekskæreste Katherine Diez bringer således en række afsløringer om deres tid sammen i sin bog ”I egen barm”, som du kan læse mere om her.
LÆS OGSÅ: Katherine Diez om Dan Jørgensen: Stoppede hendes "forbrug" af botox