Simon Kvamm afslører: TV 2 har spurgt mange gange
Tidligere i dag afslørede TV 2, at Simon Kvamm sætter sig i DJ Martin Jensens stol, når den næste sæson af ”X Factor” skydes i gang.
Men stod det til TV 2, havde Hugorm-frontmanden siddet i den stol længe. For tv-stationen har længe været lun på Kvamm.
Det røber den nye dommer selv til pressemødet forud for den kommende sæson.
- De har spurgt nogle gange, så det var altid et ”jaeh, jeg har lyst, men det passer ikke lige”. Og nu fik jeg det til at passe. Så på den måde var det et stort og entydigt ja, siger Simon Kvamm til SE og HØR på pressemødet forud for den kommende sæson.
TV 2 er enormt begejstret for at føje Kvamm til ”X Factor”-familien, og Blachman har også taget imod sin nye kollega med åbne arme og ligefrem kaldt Simon for det bedste, der er sket programmet – siden ham selv …
- Så hvis du er ”X Factor”s svar på Batman, er han så din Robin?
- Så er der to Batman. Og det er godt. Så kan folk sove trygt om natten, lyder det fra Blachman.
Og den melding går rent hjem hos den nye dommer.
- Det er noget af en cadeau, og jeg tror da, de fleste mennesker bliver lige en halv cm højere, når Blachman siger noget pænt om en – mig selv ligeså, siger Simon Kvamm ydmygt og tilføjer så:
- Men jeg ville også blive fornærmet, hvis jeg blev udnævnt som Robin. Så to gange Batman eller … Det kan være, han er Batman, så er jeg Superman, siger han og kommer så i tanker om trioen kvindelige medlem Kwamie Liv.
Artiklen fortsætter under billedet ...
- Men nu skal vi jo lige huske Catwoman. Det kan være hun ligesom overgår os og fejer os af banen, sådan to fesne mænd med kappe der. Det kan man jo aldrig vide. Jeg er da glad for hans cadeau og hans måde at se mig som en ligeværdig, slutter han af.