Kendte16. juni 2023

Simon Kvamm raser mod Mette Frederiksen

Mette Frederiksen tager fokus væk fra de mange omkomne migranter i Middelhavet, når hun snakker om aktiv dødshjælp, mener Simon Kvamm
Simon Kvamm langer ud efter Mette Frederiksen.
Simon Kvamm langer ud efter Mette Frederiksen.
 Foto: Hanne Juul

Nephew-forsangeren Simon Kvamm er ikke tilfreds med Mette Frederiksen.

Det skyldes, at hun på Folkemødet torsdag i sin åbningstale snakkede om aktiv dødshjælp, og at hun mener, at det er en debat, der skal tages i Danmark.

Men står det til Simon Kvamm, så er han af en helt anden overbevisning. Han mener i stedet, at statsministeren burde snakke om de 500 migranter, der er forsvundet i Middelhavet onsdag, efter de var ombord på en fiskerbåd.

– De var så desperate, at de satte sig ombord i en gammel, gammel båd og forsøgte at komme i land i EU i jagten på et bedre liv. Det fik de ikke lov til, og nu savnes de altså, siger han i en video, han har lagt op på sin Instagram-profil.

Nephew-frontmanden mener, at Mette Frederiksen flytter fokus fra, hvad der er vigtigt.

– Når man skubber et så vigtigt emne ind på banen, som aktivt dødshjælp er, så ryger fokus den vej, og så er der ikke så mange, der kigger i retningen af de 500 mennesker, kvinder og børn blandt andet, som godt kunne have brug for noget aktiv livshjælp, slutter han sin video af med at sige.

Indtil videre er der fundet 104 overlevende – alle mænd i alderen 16 til 40 år. Det formodes, at der var op mod 750 mennesker ombord på fiskerbåden.

Det er ikke kun Simon Kvamm, der mener, at Mette Frederiksen flytter fokus.

Politisk kommentator på TV 2 Pernille Skipper mener, at statsministerens åbningstale er en ”afledningsmanøvre”, der skal lægge en dæmper på spekulationerne om, at Mette Frederiksen står til at få et topjob som generalsekretær i NATO.

Aktiv dødshjælp er ulovligt i Danmark.

Sponsoreret indhold