Kendte18. februar 2025

Simon Kvamms 50-års brag: Far spiller pigtråd

Simon Kvamms far optræder til weekendens store fest med sit gendannede band. Læs alt om ugens fejring af den i dag 50-årige sanger og "X Factor"-dommer
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Sådan fejres Simon Kvamms 50 år.
 Video: Kaspar Wenstrup, Nicklas Lagerstorf.

LÆS OGSÅ: Simon Kvamm reagerer på "Toppen af poppen"-undersøgelse: - Det var useriøst

Der er dem, der synes, deres forældre er lidt pinlige. Og så er der de voksne, der har indset, at far er ret cool.

Simon Kvamm må høre til i sidste kategori - i hvert fald har han sørget for, at farmand spiller op til dans, når "Hugorm"-frontmanden lørdag fejres med et stort brag.

Selv har han ikke sørget for meget, da han har travlt med den igangværende sæson af "X Factor". Men én ting lå ham dog vældigt på sinde, da festen skulle planlægges. Resten har venner og samarbejdspartnere stået for, fortæller Simon Kvamm til SE og HØR:

- Men jeg har sørget for, at vi får en lille minikoncert med min fars band. Han spillede i et band i 60'erne, der hed Think. De spillede pigtrådsmusik, kaldtes det - det var egentlig bare rock.

- Det band er nu i en sen alder - i deres otium - blevet gendannet under navnet Think Again. Det er genialt, synes jeg.

Hvad der ellers skal ske til 50-års-braget, ved han endnu ikke - men han ser frem til at hygge sig og feste med gæsterne, der både tæller familie og venner.

- Jeg skal både se nogen, som jeg ser rigtig meget til hverdag og nogen, jeg ikke har set rigtig længe.

- Det glæder jeg mig rigtig meget til - og jeg er også lidt nervøs for det, for jeg er ikke så god til at sætte mig i modtagerrollen, siger Simon Kvamm.

Inden da står den dog tirsdag på en dejlig afslappende fødselsdag, så "X Factor"-dommeren kan lade op til lørdagens fandango.

- Det skal bare fejres med mine elskede døtre og min hustru. Jeg tænker, at jeg måske skal en tur i Øresund også med min 50-årige krop og se, hvad den siger til det. Men ellers prøver jeg egentlig bare at holde lidt fri og hygge mig.

Far spiller pigtråd, når den lørdag skal have én over nakken for at fejre Simon Kvamms 50-års fødselsdag.
Far spiller pigtråd, når den lørdag skal have én over nakken for at fejre Simon Kvamms 50-års fødselsdag.
 Foto: GREGERS OVERVAD

Danskerne fik øjnene op for silkeborgenseren, da han i 2004 debuterede som vært på det populære satireprogram "Drengene fra Angora".

Siden lagde den nu 50-årige entertainer Angora på hylden for at fokusere fuldt ud på musikken. Og det har han gjort med stor succes.

Både som forsanger i rockbandet Nephew, den ene halvdel af den anmelderroste musikerduo De Eneste To og senest Hugorm - udover sin tjans som "X Factor"-dommer.

Sponsoreret indhold