Simon Stenspil om kommende barn: Derfor vil vi ikke kende kønnet
Det er godt en uge siden, at Anna Stokholm, 35, annoncerede sin graviditet til hele Danmark under sin medvirken i "Aftenshowet".
Nu deler Simon Stenspil, 40, flere detaljer om både hende, den kommende storebror og baby, som kommer engang i april, siger han til SE og HØR.
– Anna har det godt, men hun har været lidt uheldig med noget kvalme. Det tror jeg lidt er sådan, det er en gang imellem.
Om det bliver en lillesøster eller -bror til den nu toårige Ziggy Bob, ved parret ikke endnu – det vil de først, når det ikke længere kan undgås.
– Det er en surprise. Det var det også med Ziggy Bob, og det har vi valgt, at det skal være endnu en gang, lyder det fra den kommende far til to.
– Der er ikke så mange overraskelser i livet længere, så det er en af dem, der skal være, forklarer han.
Simon Stenspil fortæller yderligere, at Ziggy Bob slægter ham på i forbindelse med familieforøgelsen. Han er nemlig ikke helt med på, hvad det egentlig betyder.
– Han taler pænt om det og siger, at der er et barn inde i maven. Vi snakker selvfølgelig om det og sådan noget. Men jeg tror, at han er lidt ligesom sin far, dengang vi skulle have ham: Man forstår det ikke rigtigt. Først, når den er der. Og jeg tror, Ziggy har det lidt på samme måde.
Simon Stenspil afslører også, at grunden til, at han render rundt med et nybarberet ansigt, er, at han er i gang med nogle hemmelige optagelser.
– Det er rigtig dejligt og hyggeligt, men jeg kan desværre ikke fortælle, lyder det i vanlig skuespillerstil.
Derudover har Stenspil gang i sit eget projekt, "Speeder", som han håber bliver til otte tv-afsnit om dansk motorsport.