Sisse Sejr og Esben Bjerres kaotiske fortid: Utroskab og kriser

Forholdet mellem tv- og radioværten Sisse Sejr-Nørgaard og hendes mand, journalisten Esben Bjerre, har længe været et offentligt samtaleemne.
Efter det kom frem, at Sisse Sejr var sigtet for at have chikaneret en kvinde, der angiveligt har haft en relation til "Her går det godt"-værten, er der endnu engang kommet fokus på kendisparret.
I et opslag på Instagram skrev Sisse Sejr, at hendes chikane og stalking kommer i kølvandet på en sommer, hvor de befandt sig i en "uoverskuelig krise", hvor hendes "hjerte var knust og hendes hjerne sat ud".

Turbulent forhold
Efter det kom frem, at tv- og radioværten i ikke under 81 tilfælde angiveligt har stjålet kvindens identitet, misbrugte hendes oplysninger og udsatte hende for voldsom digital stalking, har parret holdt lav profil.
Men inden sagen rullede har Sisse Sejr-Nørgaard ved flere lejligheder fortalt om det kendte mediepars udfordringer.
I podcasten "112 for knuste hjerter", indrømmede værten, at deres start på forholdet var turbulent, og at de endda gik fra hinanden kort efter, de begyndte at se hinanden.
I samme podcast fortalte tv-værten også, at hun tidligere i livet har haft svært ved at give slip på kærlighedsrelationer. Efter et tidligere brud blev hun ved med at sende sin ekskæreste beskeder, ringe og skrive breve, selvom han bad hende stoppe.
Hun valgte dog en anden strategi, da Esben Bjerre kortvarigt trak sig fra forholdet, hvilket ifølge hende selv førte til, at de fandt sammen igen

Overvejede skilsmisse
Senere har de begge indrømmet, at forholdet har været sat på prøve flere gange.
I podcasten "Rådgiverne" fra 2020 udtalte Sisse Sejr, at hun ikke nødvendigvis ville lade utroskab ødelægge et forhold, men i stedet ville forsøge at bygge videre på det, da "fejltagelser sker", når man er ung og forelsket.
Esben Bjerre, der er kendt fra den populære podcast "Her går det godt", har endnu ikke kommenteret offentligt på sagen.
Parret har dog tidligere afsløret, at deres forhold var tæt på at bryde sammen efter fødslen af deres børn, og i podcasten "Vores Forhold" fra 2024 indrømmede de, at de havde overvejet en skilsmisse med en syv/syv-ordning.
Denne podcast blev slettet, efter Sisse Sejrs stalkingsag kom i offentlighedens søgelys.
Sisse Sejr har trods flere henvendelser - elektronisk såvel som personligt - ikke ønsket at kommentere sagen overfor SE og HØR.