KendteI går

Sisse Sejr sigtet for identitetstyveri: Fra ekspert til hovedperson i stalkingsag

Hun har advaret andre mod identitetstyveri og undervist i, hvordan man beskytter sig mod det – men nu vil hun tilstå at have begået selvsamme forbrydelse
Sisse Sejr har selv været hovedperson i et program, der omhandler identitetstyveri.
Sisse Sejr har selv været hovedperson i et program, der omhandler identitetstyveri.
 Foto: Ritzau Scanpix

Det er let at løfte pegefingeren ad andre – men når lovens lange arm peger tilbage, bliver det straks sværere.

Ironien er til at tage og føle på i den opsigtsvækkende stalkingsag. Sisse Sejr har som journalist på DR selv advaret om farerne ved identitetstyveri – og nu er hun selv sigtet af politiet for netop det.

Onsdag morgen skal hun derfor møde op i Københavns byret for at modtage sin dom i den spektakulære sag.

Sisse Sejr stod i spidsen for tv-udsendelsen “Mit liv er stjålet” på DR, som handlede om identitetstyveri, hvor hun blev undervist af IT-eksperter i, hvor nemt det er at få fat i personlige oplysninger på nettet.

- Jeg hedder Sisse Sejr-Nørgaard, og jeg er journalist, og jeg vil begive mig ud på en mega nervepirrende rejse for at prøve at forstå, hvordan det er miste kontrollen over sit liv på nettet, lyder det fra tv-værten i introen til programmet.

Springer i øjnene

Hun har også tidligere holdt oplæg hos politiet om forebyggelse af identitetstyveri - selvsamme forbrydelse, som hun nu har erkendt at have begået 81 gange. Det gjorde hun på et borgermøde hos Østjyllands Politi i samarbejde med det Kriminalpræventive Råd, hvor også den mangeårige, tidligere borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard (S) deltog.

- Det, der springer i øjnene, er, at Sisse Sejr tidligere har beskæftiget sig med identitetstyveri som journalist – og nu er hun selv sigtet for netop det. Det giver en stærk smag af ironi og stiller spørgsmålstegn ved hendes troværdighed som journalist, det fortæller kommunikationsekspert Julius Bjørneboe Petersen hos kommunikationsbureauet ATAK Nordic til SE og HØR.

Sisse Sejrs egen sag om stalking og identitetstyveri får dog ikke konsekvenser for programmet, der blev sendt tilbage i 2017. Det fortalte ledende redaktionschef i DR til Ekstra Bladet.

"Jeg har ikke kommentarer til den konkrete sag, men umiddelbart får det ikke konsekvenser for et otte år gammelt program," er meldingen til avisen.

Sisse Sejr har trods flere henvendelser - elektronisk såvel som personligt - ikke ønsket at kommentere sagen overfor SE og HØR.

Sponsoreret indhold